Fremover skal op mod én dansk patient behandles med blodstamceller hver måned
Hvad der tidligere var en behandling forbeholdt ganske få, bliver nu tilbudt langt flere. Samtidig er finansieringen af et nyt forskningsprojekt med op mod 100 patienter fra de nordiske lande faldet på plads.

»Der er tale om en risikofyldt behandling, og hos vores unge patienter vil vi gerne se, om vi kan kontrollere sygdomsforløbet med en mindre risiko. (…) Det vil være vores råd, at folk prøver de eksisterende muligheder først.«
Sådan lød udmeldingen fra lægerne på Rigshospitalet tilbage i starten af 2015, da Scleroseforeningen første gang bragte et større tema om blodstamcelletransplantationer – også kaldet HSCT (Hematopoietic Stem Cell Transplantation).
Men her godt to år efter er neurologerne på Rigshospitalet blevet mere positive over for behandlingen.
Det forskningsprojekt, som Finn Sellebjerg og hans danske kolleger i 2016 begyndte at planlægge sammen med en række norske og svenske neurologer, er nu også blevet finansieret. Om det siger overlæge og professor Finn Sellebjerg fra Dansk Multipel Sclerose Center på Rigshospitalet:
»Vi vil sammenligne en behandling som for eksempel Lemtrada med HSCT i et lodtrækningsstudie. Vi ved selvsagt endnu ikke, hvad det vil vise, men sandsynligvis vil stamcellerne vise sig at være bedre.«
Den holdningsændring betyder også, at langt flere patienter i dag tilbydes behandlingen i Danmark, selvom forskningsprojektet endnu ikke er igangsat.
»Kriterierne for at komme i betragtning til behandlingen er ikke så strikse længere. Vi har behandlet cirka fem patienter, siden vi gik over til at bruge en mildere kemoform, og indtil videre er vores indtryk, at det er gået glat med de patienter. Det er endnu for tidligt at sige noget med sikkerhed om, hvor god virkning behandlingen har på deres sclerose. Det vil kræve et års tid eller et par år at sige noget om deres nuværende sygdomsaktivitet, i forhold til hvordan de har haft det tidligere. Men selve behandlingen er gået godt. Og vi planlægger at behandle op mod en patient om måneden fremover,« fortæller Finn Sellebjerg.