Fremtidens scanningsmetoder skaber unikke muligheder
Frygten for, hvordan livet med sclerose vil udvikle sig, kan blive fortid, når den danske hjerneforsker Henrik Lundell kommer i mål med sit ambitiøse forskningsprojekt, som han har modtaget 11 millioner kroner til.

HVEM: Noget af det værste ved sclerose er, at det er så uforudsigeligt, hvordan sygdommen forløber. Sådan lyder det ofte fra de mennesker, der har sygdommen. Men måske bliver det fortid i fremtiden. Hjerneforsker og ingeniør Henrik Lundell har nemlig kastet sig ud i at udvikle nye scanningsmetoder, der kan give os et unikt indblik i forskellige hjernecellers ageren, som vi ikke kan se på scanninger i dag.
HVAD: Henrik Lundell har modtaget, hvad der svarer til 11 millioner danske kroner, fra Det Europæiske Forskningsråd. Dem skal han bruge til at skabe nye muligheder for at se, hvordan hjernens celler, heraf især neuroner og gliaceller, ændrer form, og hvordan de spiller sammen. Den viden kan nemlig bruges til at finde ud af, hvordan hver enkelt patients sygdomsforløb kommer til at forme sig over tiden.
HVORFOR: Intentionen er, at læger fremover kan bruge Henrik Lundells nye scanningsmetoder til at behandle endnu mere målrettet og effektivt, fordi de ud fra hjernecellernes ageren kan afgøre, hvordan sygdommen med stor sandsynlighed kommer til at udvikle sig. Metoderne vil altså give os nye behandlingsmuligheder og en helt unik mulighed for at forstå sygdommen bedre
”Vi vil udvikle tekniske metoder, der kan give os en langt bedre forståelse af sygdommen, så læger kan bruge den viden til at forudsige sygdomsforløbet og finde den helt korrekte behandling hurtigt.”
Henrik Lundell
Hjerneforsker