Gå til hovedindhold

Frivillige sikrer penge til vigtig forskning

27. februar 2019
Kort fortalt

Når Scleroseforeningen sender tusindvis af indsamlere ud på gaderne i det ganske land, dedikerede cykelryttere afsted til de franske bjerge og ud på de danske landeveje, så er det med ét mål for øje: Flere penge til vigtig forskning i sclerose.

I Danmark har vi en kedelig rekord: Antallet af mennesker med sclerose er fordoblet på 20 år. Og selvom vi i dag har fået bedre behandlingsformer og er blevet bedre til at stille diagnosen tidligere, så har vi stadig et stort stykke arbejde foran os, når det handler om at blive i stand til at stoppe sclerose.

Løsningen? Forskning i årsagerne til sygdommen og i at finde mere effektiv behandling. Det lyder enkelt, men det er det desværre langt fra. Sclerose er en kompleks sygdom, der angriber centralnervesystemet og medfører varige skader både fysisk og kognitivt – uden at vi er i stand til at stoppe den helt. Men det kæmper Scleroseforeningen for at lave om på. Derfor uddeler vi hvert år et tocifret millionbeløb til forskning i sclerose.

En betydelig del af de penge, som uddeles, kommer fra Scleroseforeningens egne events og indsamlinger og fra de mange danskere, som støtter med et fast beløb hver måned. Her gør tusindvis af dedikerede danskere hvert år et stort stykke arbejde for at rejse penge til ny forskning. Nogen går på gaden med en indsamlingsbøtte, andre cykler sig til tops på Tourens bjerge, mens andre igen løber eller går de danske veje tynde for at samle penge ind. Og hertil kommer alle dem, som vælger at støtte med et fast bidrag måned efter måned.

 

Gennembrud på vej

Danske og internationale forskere er enige om, at vi står foran det helt store gennembrud. Men vi mangler stadig at tage de sidste skridt i den helt rigtige retning for at kortlægge og stoppe den sygdom, der rammer så tilfældigt og uretfærdigt. Scleroseforeningens forskningschef Lasse Skovgaard forklarer:

”Vi ved desværre ikke 100 pct. hvilken retning, der er den rigtige – blandt andet fordi sygdommen rammer så tilfældigt og udvikler sig meget forskelligt fra menneske til menneske. Derfor er vi nødt til at blive ved med at afprøve en lang række teorier og metoder for at stoppe sclerose. Og det er derfor, at det fortsat er så afgørende, at vi støtter forskning i sclerose. Vi skal finde ud af, hvad det er, der gør, at nogle mennesker får sclerose. Og vi skal finde ud af, hvordan vi bremser den og allerhelst stopper den helt.”

 

Nye projekter sat i gang

Scleroseforeningens Forskningsudvalg godkendte i efteråret en række forskningsprojekter, som modtager støtte i 2019. Alle har det til fælles, at de skal bidrage med ny viden om årsagerne til sclerose og forsøge at finde nye behandlingsformer. Og det er dem, som foreningens frivillige ildsjæle er med til at støtte, når de deltager i events og indsamlinger.

Formanden for Scleroseforeningens Forskningsudvalg og professor på Rigshospitalet Finn Sellebjerg forklarer:

”Når du får at vide, at pengene går til forskning, betyder det, at vi giver pengene videre til en række forskningsprojekter, som gavner mennesker med sclerose. Nogle projekter får støtte, fordi de kan være med til at forebygge, at sygdommen overhovedet udvikler sig. Andre projekter får støtte, fordi vi kan se et potentielt afgørende gennembrud i det, der skal undersøges. Men fælles for dem alle er, at de skal bringe os tættere på det ultimative mål, som er at stoppe sygdommen helt."

 

Fokus på forebyggelse, arvelighed og behandling

Når du deltager i en event eller indsamling arrangeret af Scleroseforeningen, er de penge, du samler ind, øremærket til forskning. Her kan du se en komplet liste over 22 forskningsprojekter, som modtager støtte i 2019, og som din indsats er med til at finansiere. Du kan også læse Finn Sellebjergs beskrivelse af seks konkrete forskningsprojekter, som alle skal undersøge forebyggelse, arvelighed og behandling.

 

 

Se alle forskningsprojekterne her

Første projekt – Hvordan påvirker arv og miljø risikoen for at få sclerose                                                          

Annette Bang Oturai fra Rigshospitalet har modtaget forskningsmidler til at undersøge, hvordan vores arv og miljø påvirker risikoen for at udvikle sclerose. Formålet er at finde ud af, hvorfor nogle mennesker har større risiko for at få sygdommen end andre – og hvordan vi bedst forebygger den.

Finn Sellebjerg forklarer nærmere:

”Her dykker vi helt ned i, hvad det er for nogle arvelige og miljømæssige faktorer, der er med til at øge risikoen for sclerose. Mit håb er, at projektet kan hjælpe os med at forstå, hvorfor nogen rammes hårdere end andre og gøre os i stand til at forebygge sygdommen bedre.”

Andet projekt – Hvad kan bloddonorer fortælle os om sclerose                                                                                           

Jette Frederiksen fra Rigshospitalet Glostrup har modtaget forskningsmidler til at undersøge tusindvis af blodprøver fra danske bloddonorer. Her skal blodet fra danskere, der har udviklet sclerose, mens de var donorer, undersøges. Formålet er at undersøge, hvornår sygdommen begynder at udvikle sig, hvilke fællestræk man kan spore i prøverne, og hvad det er, der udløser den.

Finn Sellebjerg siger om projektet:

”Her kan vi få helt ny viden om, hvordan sclerose opstår, og hvad det er, der udløser den. Det er mit håb, at det kan gøre os i stand til bedre at forebygge sygdommen.”

Tredje projekt - Fysisk træning som behandling                                                                                                                                                                                

Ulrik Dalgas fra Aarhus Universitet har modtaget forskningsstøtte til at undersøge, hvordan fysisk træning kan være med til at bremse sygdomsudviklingen hos mennesker med sclerose.

Finn Sellebjerg forklarer nærmere:

”Et særdeles interessant projekt, som skal lære os mere om, hvordan fysisk træning tidligt i behandlingsforløbet kan bremse sygdommens udvikling. Det kan virkelig vise sig at være motiverende for patienterne, at de selv kan gøre noget for at holde sygdommen nede.”

Fjerde projekt – Virker medicin til attakvis sclerose også på progressiv sclerose                                                             

Her har Finn Sellebjerg selv modtaget støtte til et forskningsprojekt med fokus på primær progressiv sclerose, som vi fortsat savner en effektiv behandling mod.

Finn Sellebjerg uddyber selv projektet:

”I dag har vi ikke noget, der virker ordentligt mod primær progressiv sclerose, og vi forstår heller ikke den variant af sygdommen godt nok. Projektet skal derfor teste en medicin, som i forvejen gives mod attakvis sclerose, for at se, om den kan have en effekt på progressiv sclerose – og så skal projektet give os ny, vigtig viden om progressiv sclerose. Vi vil kortlægge, hvordan sygdommen opstår, og hvordan den opfører sig i kroppen. Det er to vigtige skridt i retning mod at bremse den progressive sclerose.”

Femte projekt - Hvilken rolle spiller arvelighed i sclerose                                                                                                                                                               

Lisbeth Schmidt Laursen fra Aarhus Universitet har fået støtte til at undersøge nogle af de celler i kroppen, som tager skade hos mennesker med sclerose. Projektet stiller også skarpt på, hvorfor nogle bestemte gener har indflydelse på, om man udvikler sclerose eller ej.

Finn Sellebjerg uddyber her:

”Her har vi at gøre med et potentielt kæmpe gennembrud, hvis projektets teorier viser sig at holde stik. I dette projekt går man helt tæt på nogle af de celler, der tager skade hos mennesker med sclerose. Forskerne undersøger, hvordan lige præcis de celler påvirkes hos mennesker med højere risiko for at udvikle sclerose. Det er mit håb, at vi får ny viden om arvelighed, som vi kan bruge til at forebygge sygdommen og udvikle nye behandlinger.”

Sjette projekt – Blod-hjerne-barrieren undersøges helt tæt på                                                                           

Nasrin Asgari fra Syddansk Universitet har modtaget forskningsmidler til at undersøge kroppens blod-hjerne-barriere, som påvirkes negativt af sclerose. Projektet har til formål at kunne forudsige udvikling af sclerose.

Finn Sellebjerg siger om projektet:

”Her undersøger forskerne nogle helt bestemte celler i kroppen, som vi ved, har betydning for, hvordan et scleroseangreb starter. Det er et stykke grundlæggende forskning, som gerne skal gøre os i stand til at ændre på netop den proces – og måske endda føre til nye behandlinger.”

Den komplette liste over alle 22 projekter, som modtager støtte i 2019 kan ses her:

https://scleroseforeningen.dk/viden-og-nyt/forskning-vi-stotter/danske-…

Der er ingen kommentar endnu