Gode nyheder ved behandling med Ocrevus
En kortere infusionstid ved behandling med Ocrevus er godkendt, og det er ikke de eneste gode nyheder ved behandlingen. Ny forskning tyder på, at Ocrevus virker effektivt på flere områder.

En række nye studier af den medicinske behandling Ocrevus, der bruges til behandling af primær progessiv sclerose for mennesker med sclerose under 45 år og attakvis sclerose, viser positive resultater.
Et af studierne har blandt andet ført til, at infusionstiden ved behandling med Ocrevus bliver sat ned fra 3,5 timer til 2 timer. Her har de har undersøgt graden og antallet af reaktioner på infusioner med Ocrevus ved en infusionstid på både 2 timer og de sædvanlige 3,5 timer. Studiet viste stort set ingen forskel i hyppigheden af reaktioner på infusionerne, og derfor er infusionstiden på to timer blevet godkendt af Det Europæiske Lægemiddelagentur.
Den kortere infusionstid kan være til stor gavn for dem, der får behandlingen, så de skal bruge kortere tid på sygehuset, men det er også en fordel for klinikkerne.
”Det kan skabe luft i dagligdagen for vores sygeplejersker, der hver dag kæmper for at give vores patienter behandling til tiden og overholde behandlingsplanen. Det er en rigtig god nyhed, at vi kan administrere behandlingen hurtigere, uden at det giver øget risiko for reaktioner på infusionen,” siger overlæge på Rigshospitalet Morten Blinkenberg.
Ikke forværret forløb med Covid-19
En del patienter har oplevet, at deres behandling med Ocrevus er blevet udskudt under Covid-19-pandemien. Det gjorde man primært på baggrund af et forsigtighedsprincip, fordi man ikke vidste, om behandlingen kunne give et værre forløb med coronavirus.
”Vi vidste ikke, hvordan patienterne ville respondere på en ny virus, men vi havde en formodning om, at det ikke ville forværre forløbene markant, for der har været andre virusinfektioner, især influenza, hvor vi har erfaringer med, at mennesker i de behandlinger ikke har været mere sårbare,” fortæller Morten Blinkenberg.
En ny undersøgelse tyder også på, at det ikke er tilfældet. Data indhentet frem til den 30. april 2020 viser, at ud af 100 bekræftede tilfælde af Covid-19 hos mennesker med sclerose, der er i behandling med Ocrevus, har kun hver fjerde været indlagt, og over halvdelen er allerede udskrevet igen.
Det er positivt og kan påvirke måden, man håndterer behandlingen ved en eventuel anden bølge af Covid-19, siger Morten Blinkenberg.
”Hvis der kommer en anden bølge, er der ikke noget grundlag for at forsinke behandlinger med Ocrevus, medmindre der kommer et stort ressourceproblem.”
Tidlig behandling med Ocrevus halverer risikoen for gangbesvær
Men det er ikke de eneste gode nyheder om Ocrevus. Et andet studie fra medicinalfirmaet bag Ocrevus, Roche, viser, at når man har attakvis sclerose og kommer i behandling med Ocrevus tidligt, så halverer det på sigt risikoen for gangbesvær, i forhold til dem, der starter i behandlingen to år efter, de har fået diagnosen.
”Det er et glædeligt resultat, og det bekræfter den erfaring, vi har med Ocrevus i vores kliniske praksis. Det er en effektiv behandling, og der er stor tiltro til, at sygdommen går i ro,” siger Morten Blinkenberg.
Risikoen er vurderet gennem analyser over seks år, der har målt på den tid, det tager, før patienten når fem point i EDSS-systemet, som er et system, der vurderer handikapudviklingen grundet sclerose. På de seks år, der er målt på, er behovet for hjælpemidler halveret hos mennesker, der er i behandling med Ocrevus sammenlignet med personer, der er i behandling med Interferon.
75 procent bliver symptomfrie
Samme studie viser, at 75 procent af deltagerne med attakvis sclerose blev symptomfrie efter to år i behandling med Ocrevus. Resultaterne er baseret på undersøgelser blandt 680 patienter med en gennemsnitsalder på 34 år, der har haft mere end et attak.
”Dem, der er med i studiet er unge og relativt nydiagnosticerede patienter. Vi ved fra andre studier, at lige præcis den gruppe er nogen, der responderer rigtig godt på effektive behandlinger som Ocrevus, og det kan være med til at forklare den her rigtig høje NEDA-score på 74,8 %. NEDA står for No Evidence of Disease Activity, som betyder, at der ikke er tegn på aktivitet i sygdommen,” forklarer Morten Blinkenberg og understreger, at det ikke er for at tale behandlingen ned, men at det er vigtigt at huske, at alle responderer forskellige på behandlinger, alt efter hvor længe de har haft sygdommen, eller hvor mange behandlinger man har været igennem.
- Pressemeddelelse - kortere infusionstid med Ocrevus_0.docx Kortere infusionstid med Ocrevus