Gode råd i en juletid med coronasmitte

Endnu en gang bliver julen styret af coronasmitten, som i øjeblikket spreder sig blandt flere og flere. Og selvom det nu er en nye variant, Omikron, som dominerer, er der ikke så meget andet at gøre i juletiden, end det vi har gjort længe, og som virker allerbedst. Sådan lyder det fra professor i neurologi, Finn Sellebjerg.
”Vi kender ikke særlig meget til den nye variant. Men først og fremmest bør man få den tredje vaccine, hvis man har mulighed for det,” råder professoren.
”Og så kan jeg kun opfordre til, at man her hen over jul virkelig følger de gængse anbefalinger, som kan forebygge smitten, når man ses med flere,” siger professor Finn Sellebjerg.
GENERELLE ANBEFALINGER
Hold afstand – gerne 1 til 2 meter fra andre, og særligt i det offentlige rum, når muligt. Bed venligt andre om at tage hensyn og holde afstand ved behov.
Vask hænder – eller sprit dem. Gør man det ofte, er der mindre risiko for spredning af virus. Måske er det en god idé med en flaske sprit på jule- og nytårsbordet.
Brug mundbind – når du færdes i kollektiv transport, butikker og andre offentlige steder. Er du særlig udsat, kan det være en idé at bruge mundbind, når du ses med andre mennesker.
Luft ud og skab gennemtræk – åbn døre og vinduer, så luften bliver udskiftet. Særligt hvis I er mange sammen.
Undgå myldretid og større forsamlinger – hvis det er muligt.
Bliv hjemme og bliv testet – hvis du føler symptomer på og har mistanke om coronavirus.
ANBEFALINGER TIL DIG I ØGET RISIKO
Bliv revaccineret - det anbefales, at alle med sclerose bliver vaccineret med 3 stik, og særligt hvis man er i øget risiko for et voldsommere sygdomsforløb med coronavirus.
Del din bekymring - med venner, familie, arbejdsplads, studiegruppe eller andre, som du omgåes. På den måde kan I snakke om dine grænser i forhold til din situation, og de kan bedre tage hensyn til og passe på dig.
Undgå store forsamlinger - med mange mennesker, hvor det er svært at holde afstand.
Brug mundbind - hvor det er et krav, men overvej også at bruge det andre steder, hvor det ikke er muligt at holde ordentlig afstand til andre.