Gå til hovedindhold

Guide til børnefamilier: Skab en god hverdag i coronatiden

25. marts 2020
Kort fortalt

Lige nu ser hverdagen meget anderledes ud, end den plejer. Når man har sclerose, og man måske oplever kognitive udfordringer, kan det være svært at have overskud til både aftensmad, børnenes leg eller undervisning og at prioritere sig selv.

En af Scleroseforeningens psykologer, Karin Elisabeth Jaspers, har givet nogle gode råd til, hvordan man bedst kommer igennem hverdagen.  

Foto: Colourbox

Ifølge psykolog Karin Elisabeth Jaspers er det vigtigt, at vi i en tid, hvor bekymringer om coronavirus, børnenes hverdag og arbejde fylder rigtig meget, sørger for at skabe struktur og rutiner i hverdagen. 

"Vi er i en situation af magtesløshed. Der er noget, vi ikke kan styre. Vi kan ikke styre, hvornår perioden slutter, men det vi kan styre er, hvordan vi indretter vores egen dag, og at vi tager kontrol over det, vi kan tage kontrol over", fortæller Karin. 

Lav en drejebog over hverdagen

Selv om det lyder som meget planlægning, så er Karins bedste råd, at man lægger en klar plan for hverdagen. Ligesom børnene har et skoleskema, så kan det være en god idé at lave et skema for hele familien.

”Skemalæg dagen og skab struktur, så den er genkendelig, forudsigelig og tryghedsskabende for alle”, siger Karin og fortsætter: ”Hvis man laver en struktur, så kommer der helt af sig selv en følelse af kontrol. Det bliver mere konkret. Lav et skema, enten på computeren, på et stykke papir eller på en tavle, hvis man har det".

Lån rutinerne fra skolen, børnehaven og vuggestuen 

Børnene er vant til rutiner, når de er i institution, og det kan være en god idé at holde fast i dem, når man er derhjemme.

"Lav en struktur, som den ville være i en vuggestue eller en børnehave, hvor de også har formiddagsfrugt og de er ude at røre sig og få frisk luft, og så kommer de tilbage og får frokost, og så er det hviletid", siger Karin. 

 

Man skal også give sig selv lov til, at børnene godt må sidde mere med skærmen i den her periode. Det er okay at placere børnene foran en skærm og så tage en halv eller en hel time, hvor man bare hviler sig

Karin Elisabeth Jaspers

Psykolog

Husk, at drejebogen skal være en hjælp

Rutinerne i hverdagen er vigtige at holde fast i, men Karin understreger, at det skal være et redskab til at komme nemmere igennem hverdagen.  

"Man skal ikke forvente, at strukturen bliver fulgt perfekt. Det er ligesom et budget, vi regner med noget, og så vil der altid være nogle afvigelser, og det skal der selvfølgelig være plads til" siger Karin.

"Det er ment som en hensigt og en hjælp til hele familien, men det skal ikke være noget, man skal piske hinanden med. Man kan minde hinanden om det".

Gode råd til planlægning

Lav faste tidspunkter. Find ud af hvornår det er skoletid, voksentid, udetid og alle de andre ting, der plejer at være en del af hele familiens hverdag.

Planlæg bevægelse. Gør plads til træning - både for børn og voksne. 

Mindfulness. Sidst på eftermiddagen, når alle er trætte, kan mindfulness være en god idé. Det kan være voksen-tid, men det kan også være noget, man gør sammen som familie.

Planlæg måltider. Hvis hele familien ved, hvad der er til aftensmad, så kan man planlægge at forberede dele af den i løbet af dagen. Det kan for eksempel være, at børnene kan skære grøntsager kl. 14, og så er det nemmere at overskue resten af madlavningen om aftenen. 

Planlæg dig selv. Få luft til dig selv. Hvis man ikke er alene-forælder, så kan man planlægge "mig-tid". Måske vil man gå en tur alene eller være sig selv i en halv eller en hel time, hvor man ikke er sammen med familien.

Hold fast i sengetiderne. Selv små børn genkender struktur. Hold derfor fast i de "normale" ting som faste sengetider, så det hele ikke begynder at skride. 

Giv hinanden tid. Det kan være en god idé at sætte et kvarter eller en halv time af til, at alle kan være for sig selv. Det kan være med iPad'en, en bog, en lur eller noget andet, man har lyst til at lave alene. 

Der er ingen kommentar endnu