Gå til hovedindhold

Hempel er Cykelnervens hovedsponsor igen i 2019

21. oktober 2018
Kort fortalt

Hos den internationale malingleverandør Hempel er Cykelnerven på kort tid blevet en hjertesag. Hempel og Jyllands-Posten var cykelløbets to hovedsponsorer i år, men virksomhedens engagement stopper langt fra der. Inspireret af flere kollegers personlige relation til sclerose deltog en række medarbejdere og virksomhedens øverste direktør selv i Cykelnerven 2018. Samtidig melder Hempel sig klar som hovedsponsor igen til næste år.

erstatningsbillede

Hempel er bedst kendt som international leverandør af maling, men virksomheden har en mindst lige så stærk profil, når det kommer til social ansvarlighed. Det sociale engagement har dybe rødder i virksomheden, som er grundlagt af J.C. Hempel tilbage i 1915. Hvert år støtter Hempel en række udvalgte velgørende projekter i både ind- og udland. Derfor stillede 11 medarbejdere fra Hempel også selv op til start, da Cykelnerven indtog Tourens bjerge i midten af juni. En god investering både for forretningen og for medarbejdernes arbejdsglæde, forklarer den øverste direktør. 

I Hempel kan vi godt lide at støtte gode formål. Vi er en succesfuld virksomhed, og derfor er det vigtigt for os at give noget tilbage og hjælpe der, hvor vi kan. På Cykelnerven støtter vi et enormt godt formål − nemlig kampen mod sclerose. Flere af vores medarbejdere har selv sygdommen tæt inde på livet, og derfor betyder det meget for os at støtte netop denne sag. Men vi støtter også Cykelnerven, fordi det skaber et stærkt sammenhold internt i vores virksomhed. Vi har været sammen om det her, siden vi meldte os til i slutningen af 2017. Vi har trænet i al slags vejr, samlet penge ind og virkelig set frem til at cykle Tour de France-bjerge sammen med resten af Cykelnerven. Som leder kan jeg mærke, at det giver et fantastisk engagement og en helt særlig begejstring internt i Hempel. Vi kommer hjem med ny energi, vi har bidraget til noget og samtidig repræsenteret vores virksomhed. Og så er vi stolte af at være med til at give noget godt videre til de kommende generationer. Det giver mening for os.

​​​​​​​Henrik Andersen er administrerende direktør for Hempel.

For mig er Cykelnerven det helt naturlige valg. Min søster har sclerose, og det er derfor en sygdom, som ligger mig meget nært. Det er vigtigt for mig, at vi får samlet så mange penge ind som muligt, så vi kan få forsket i sygdommen. Jeg har været en del af Cykelnerven i fire år, og de første to år var jeg med på egen hånd. Jeg havde en stor lyst til at engagere mig yderligere og tog sammen med mine kolleger initiativ til en cykelklub hos Hempel. Det har grebet om sig, og i de to seneste år har jeg derfor haft selskab på Cykelnerven af mine kolleger fra Hempel. Jeg har oplevet en fantastisk opbakning fra virksomheden, som virkelig har taget Cykelnerven og min personlige hjertesag til sig. I år er vi 11 kolleger af sted på Cykelnerven, og resten af virksomheden støtter os og bakker os op. Det er virkelig blevet et fælles projekt.

Charlotte Rahbek er miljø- og sikkerhedschef i Hempel.

Cykelnerven 2019

Vil du med til Frankrig og cykle de mest afgørende Tour de France-bjerge til sommer? Der er kun få pladser tilbage på holdet, så meld dig til på www.cykelnerven.dk

Der er ingen kommentar endnu