Hvad kan du lære af en kampsoldat?

Kan almindelige mennesker lære af kampsoldatens mentale træningsprogram?

Ja, lyder det korte svar fra Elias Kristjánsson fra Veterancentret. Han er militærpsykolog og leder af INTOPS, forsvarets missionsforberedelse af soldater, der udsendes til internationale operationer.

Psykologen med det islandske navn har indvilliget i at fortælle, hvordan kampsoldater trænes til mental robusthed. Dog virker det, som om han undgår udtrykket mental robusthed, der i dag har sneget sig ind alle vegne. Det gælder ikke mindst i stillingsannoncerne, hvor efterlysningen af robusthed taler højt om et arbejdsmarked, der sender stadig flere til tælling.

Kampdygtighed synes at være et ord, der falder Elias Kristjánsson lettere, når han skal forklare formålet med at udstyre soldater med mentale værktøjer til øget selvkontrol og selvværd.

Alle kan knække

Verden over er bestræbelsen stor på at få mere viden om, hvad der gør soldater syge, og hvad der beskytter dem imod det. Det er Danmark også i gang med at undersøge sammen med det canadiske forsvar, fortæller Elias Kristjánsson.

Det gængse billede af, at soldaten enten er en stærk soldat, eller også knækker han, holder ikke. Den stærke soldat, der ifølge alle statistikker skulle have de helt rigtige forudsætninger for at komme godt igennem en udsendelse, kan også knække.

Beskyttende faktorer

Men militærpsykologen medgiver, at der er bestemte faktorer, der beskytter soldaten – og alle os andre – mod at bukke under for voldsomme hændelser. Det er bare vigtigt for ham at understrege, at der ingen garanti er imod det. Når det er sagt, er de beskyttende faktorer ifølge ham:

»At du kan forholde dig til dine følelser og tanker, at du er åben om dem og kan tale om dem. Og at du har et bagland, der også giver lov til at tale om de her ting – både internt i enheden og privat.«

Derfor er det også disse færdigheder, der kigges efter, når der skal screenes og udvælges kampsoldater.

Screening

Modsat de beskyttende faktorer ser tidligere traumatiske hændelser ud til at give en øget sårbarhed. Det vigtige er dog, hvordan soldaten forholder sig til hændelserne:

»Det er ikke så meget, hvad du har oplevet, men hvordan du forholder dig til de oplevelser, du har haft, som vi kigger på: Er du afklaret? Kan du tale om det uden at gå i chok? Man kan sagtens have traumer og have oplevet dødsfald og ulykker, og så kommer det an på, om man har en sund følelsesmæssig reaktion på oplevelserne, om man kan tåle at blive spurgt til dem, er afklaret og kan redegøre for dem.«

Screeningen, af om de psykologiske forudsætninger er til stede, er en proces, som starter hos militærets rekrutteringspsykologer og fortsætter gennem hele soldatens uddannelse og virke. Her holder chefer og ledere i de enkelte enheder skarpt øje med, hvordan soldaten klarer sig. Kun få udvalgte ender med at sendes af sted på internationale operationer.

En visuel stressskala med fire felter, der går fra grønt over gult og orange til rødt, fungerer som et kompas, der hele tiden hjælper lederen, soldaten selv og kammeraterne med at spotte normale og unormale reaktioner på normale og unormale hændelser. Formålet er at opdage uhensigtsmæssige reaktioner, inden de forvolder skade.

Operativ stresskontrol

Operativ stresskontrol er betegnelsen for den mentale træning, der indgår i missionsforberedelsen af kampsoldaten, og på de psykologiske færdigheder, der arbejdes på at opnå gennem undervisning og træning.

Konceptet stammer fra US Navy Seals, og dets elementer kan tælles på én hånd. De lyder navnet The Big Four (se boks herunder), og de svarer til fire færdigheder, der sammen skal give soldaten en oplevelse af kontrol i ekstreme situationer.

1. Nedbrydning af mål i delmål hjælper med at undgå at give op. Det er der risiko for, hvis man ikke kan overskue målet.

2. Visualisering har som formål at forberede sig mentalt til fingerspidserne på, hvad der kan eller skal ske. Ved at visualisere, hvad man vil gøre, og gennemføre det i tankerne skabes der en slags »kunstige« erfaringer. Det trigger hjernen til at tro, at man allerede har gjort det – og har styr på det.

»I stedet for at tænke: ’Jeg vil ikke kunne gøre det her, det kan ikke lade sig gøre,’ så får man positive billeder ind, hvor man ser for sig, at man har gjort det, at man har gennemført målet,« fortæller Elias Kristjánsson, der forklarer, at visualisering også er et aspekt i sportspsykologi, hvor det længe har været brugt at forestille sig, hvordan sejren vil se ud, og derigennem opnå en følelse af kontrol.

3. Det tredje element går ud på at lære at kontrollere sit autonome nervesystem gennem vejrtrækningen. At kunne berolige sig selv, når det gælder. Det fungerer som en lynafleder i situationer, hvor frygt eller stress truer med at få overtaget. I kampsoldatens konkrete virkelighed gør det ham i stand til øjeblikkeligt at skifte mellem at agere lynhurtigt og gøre noget, der kræver fuldkommen ro på nerverne, som at løbe hurtigt hen til en post, smide sig ned for dernæst at skyde mod et mål og ramme det.

Tal ordentligt til dig selv

Det sidste element i The Big Four hedder på engelsk Self talk. Det handler om ikke at nedgøre sig selv og tale pænt om sig selv og til sig selv. For vi ender med at tro på det, vi fortæller os selv.

»I stedet for at dunke sig selv oven i hovedet med, at der er noget, man ikke kan, så bør man minde sig selv om, at der kan være en lang indlæringskurve indimellem. Man skal huske sig selv på, at hvis Jensen kan, så kan Hansen også. Det kan være, Hansen skal øve sig 100 gange mere for at lære det, men lære det kan han godt.«

Og chancerne for, at Hansen lærer det, bliver kun større, hvis Hansen selv tror på det. Soldat eller ej.