Hvad kan Israel lære os om medicinsk cannabis?

De inhalerer det. Tygger det eller synker det. Men kun til medicinsk brug. I Israel har det nemlig været lovligt at behandle med medicinsk cannabis siden 1999.

Og med 19 år på bagen - og som det første land i verden, der legaliserede planten som en medicinsk mulighed, er Israel åbenlyst det sted, hvor de ældste og fleste erfaringer blomstrer.

Derfor fløj Scleroseforeningen i starten af december til Israel, hvor vi mødtes med nogle af landets førende eksperter i medicinsk cannabis.

Bivirkninger er ikke kun dårlige 
 

Vi er i scleroseklinikken på Hadassah Medical Center i Jerusalem, hvor professor Karussis Dimitrios er overlæge og neurolog. Han går med hurtige skridt ind og ud af lokalerne, der bindes sammen af en lang, guloplyst gang. 

Her kommer mange israelske sclerosepatienter, der medicinerer deres smerter og spasticitet med cannabis.

“Jeg er ikke i tvivl om, at cannabis kan have en positiv effekt, for det er noget, vi tydeligt ser hos flere af vores patienter,” fortæller overlæge Dimitrios, da han endelig får slået sig ned i sædet på sit hvide, minimalistiske kontor.

“Vi har erfaret, at flere patienter, specielt dem med spasticitet, har oplevet imponerende gode resultater, efter de begyndte at bruge cannabis som medicin. Men der er selvfølgelig nogle, der også har oplevet bivirkninger såsom afhængighed og ændret væremåde. Der er dog flere, der oplever “gode” bivirkninger som forbedret humør og mere energi,” uddyber han.

Et ridset rygte 

Med de positive erfaringer, som professor Dimitrios deler med os, kan det være svært at forstå, hvorfor cannabisplanten har et så ridset rygte rundt om i verden. 

Men det skyldes særligt, at planten indeholder den helt specielle komponent Tetrahydrocannabinol, THC, som er euforiserende, og derfor har fået mange til at placere cannabis i de farlige stoffers klub.

Og placeringen er ikke helt ubegrundet. For THC er en komponent, der kan udløse forskellige - og til tider voldsomme reaktioner, når det bliver indtaget i for høj en dosis, fortæller cannabisplantens “grandfather” Raphael Mechoulam til Scleroseforeningen.

“Lægerne bør vide, præcis hvad de giver patienten”

Professor Raphael Mechoulam er kemikeren, der isolerede og fandt frem til THC i 1964, efter at han fik udleveret fem kilo hash af det israelske politi, så han kunne starte sin forskning.

Vi møder ham på Hebrew University i Jerusalem. Der har han sit kontor klods op af det laboratorium, hvor han i en alder af 87 år endnu forsker i den omdiskuterede plante.

“Uden en helt klar viden om og kontrol over, præcis hvad den medicinske cannabis indeholder af komponenter, er det ikke meget værd som medicin,” fortæller han og sætter to verbale streger under, hvad han mener, er vigtigst, når planten bruges som medicin.

“Lægerne bør vide, præcis hvad de giver patienten. Og med cannabis kan det godt være ret kompliceret, fordi det ofte er et planteekstrakt. I planteekstrakter er der flere forskellige komponenter, men mængden af de enkelte komponenter er ikke altid ens i alle planterne. Det ændrer sig nemlig utrolig let ved de mindste påvirkninger udefra, når planten gror,” uddyber han.

Forsøgene, der aldrig blev lavet

Det er dosen af de aktive komponenter i cannabisplanten samt kombinationen af dem, der er afgørende for, om patienten oplever den ønskede effekt, der skal hjælpe dem mod sygdom og symptomer.

Og derfor ærgre det kemikeren, at der ikke findes flere kliniske resultater fra undersøgelser, der beviser cannabisplantens muligheder og udfordringer som medicin. 

“Vi publicerede allerede i 1980’erne, at flere af cannabisplantens stoffer er et fremragende lægemiddel mod forskellige symptomer. Der er lavet en masse klinisk forarbejde, og vi har masser af forskningsdata, der beviser det, men der findes stadig kun meget få kliniske forsøg med cannabis brugt som medicin,” forklarer Raphael Mechoulam og fortsætter i sit hurtige og entusiastiske tempo:

“Det er altså ikke nok, at lægerne bare har indsamlet erfaringer. Vi lever i det 21 århundrede, så det bør altså testes efter moderne metoder. Men problemet er, at nærmest ingen læger vil røre ved det, fordi det opfattes som et ulovligt stof. Og det er mere eller mindre derfor, der ikke findes flere kliniske resultater efter så mange år.”