Gå til hovedindhold

Hvordan får du noget godt ud af noget skidt?

13. oktober 2019
Kort fortalt

Sygdom, dødsfald, stress, vold, katastrofer … Det er ting, vi alle helst vil styre uden om gennem livet. Men de kan også gøre noget godt for os. Et fænomen, der kaldes posttraumatisk vækst. Men hvad afgør, om modgang får os til at vokse eller ej?

Er posttraumatisk vækst overhovedet muligt for alle? Altså det, at store kriser i livet kan lede frem til en positiv udvikling. 

”Ja, men traumer er i langt de fleste tilfælde ikke noget, vi vokser af eller for den sags skyld får posttraumatisk stress af,” siger speciallæge i psykiatri Christian Frøkjær Thomsen:

”De fleste, der udsættes for et traume, reagerer med det, man kalder en normal krisereaktion, hvor der i starten er en chokfase, så en reaktionsfase, hvor man kan svinge mellem alle mulige følelser. Dernæst en bearbejdningsfase og endelig en nyorienteringsfase, hvor man kommer videre på den ene eller den anden måde. Det er en proces, der kan bølge frem og tilbage og tage lang tid. Man kan ikke forlange sorg til tiden, hverken af sig selv eller andre.” 

Ingen formel


Psykolog Lotte Munkholm Højfeldt har specialiseret sig i posttraumatisk vækst og i det, der med et fagudtryk kaldes mestring eller coping. Udtrykket dækker over de strategier eller måder at reagere på, som en person eller en familie bruger for at mestre, det vil sige klare nye, belastende situationer. 

”Gode mestringsstrategier kan have betydning for, om vi vokser som individ eller familie, når vi rammes af en krise,” fortæller hun.

”Men vejen til posttraumatisk vækst kan ikke sættes på formel. Som udgangspunkt gør vi altid det bedste, vi kan, for at klare en vanskelig situation, og det er vigtigt, at vi bliver mødt og støttet i netop det, der virker for os.”

Derfor advarer hun mod at pege fingre ad mindre hensigtsmæssige strategier som at begynde at ryge igen eller drikke et glas vin dagligt i en periode. Specielt mens krisen er på sit højeste, skal der være plads til at skeje lidt ud, mener hun. For det kan handle om at få ro på følelserne og undgå at blive overvældet.

”Skal man hjælpe nogen med at mestre en krise og opleve posttraumatisk vækst, så handler det om at gøre dem bevidste om egne strategier, og om hvorfor man benytter netop disse strategier, rettere end om at anvise, hvad der er godt eller skidt,” forklarer Lotte Munkholm Højfeldt.

Handling, følelser, hoved


Overordnet er der tre typer mestringsstrategier: problemfokuseret mestring, emotionsfokuseret mestring og vurderingsfokuseret mestring. Handling, følelser og hoved, kalder Lotte Munkholm Højfeldt dem. De fleste af os bruger dem alle tre.

Problemfokuseret mestring er et forsøg på at håndtere krisen som et problem, der skal løses, for eksempel ved at søge information og opsøge fagpersoner for at få hjælp til at løse problemet.

Emotionsfokuseret mestring handler om at håndtere ubehag og svære følelser ved at udtrykke dem eller undgå dem. For eksempel ved at opsøge følelsesmæssig støtte via sit netværk, dyrke sport, se tv for at blive afledt fra at tænke på problemet, ryge eller drikke alkohol for at dulme ubehaget.

Vurderingsfokuseret mestring handler om, hvordan vi tænker om problemet. For eksempel kan vi forsøge at omdefinere en situation, så den forekommer mindre belastende, ændre vores indstilling til den, distancere os, benægte den eller forsøge at se det positive i den. 

"Mestringsstrategierne er for mig et redskab til at gøre personer eller familier bevidste om de strategier, som de allerede selv bruger, og sætte fokus på det helt almindelige ved deres strategier i den særlige situation, som de står i. De tre strategier giver mulighed for at genkende sig selv og identificere sig med andre, og det er noget af det, vi ved hjælper," forklarer Lotte Munkholm Højfeldt.

Åbenhed


At få normaliseret og accepteret sine reaktioner er også ifølge psykiater Christian Frøkjær Thomsen nogle af de bedste forudsætninger for posttraumatisk vækst:

”Vi ved, at det at være åben, social, udadvendt og god til at bruge sit netværk er noget af det, der fremmer mulighederne for posttraumatisk vækst. Og allerbedst er det at mødes med folk, der er i en lignende situation, hvor der er en umiddelbar forståelse, og hvor man kan støtte hinanden.”

Der er ingen kommentar endnu