Hvordan skal jeg omgås andre, når jeg ikke længere ved, hvem jeg selv er?

»Jeg skal først lige lære mig selv at kende,« forklarer den 48-årige frederikshavner og mor til tre. Efter at hun fik konstateret scle­rose i 2011, er billedet af hende selv og hendes liv, hvad det er og skal være, blevet rystet.

»Det er rart nok med en diagnose og en forklaring på, at man ikke er hypokonder, når man føler sig træt,« medgiver Wenche. Men derudover har diagnosen nærmere skabt forvirring end klarhed:

Wenche remser en serie spørgsmål op, som hun stadig tumler med: »Hvorfor kan jeg ikke længere overskue noget, hvorfor græder jeg over ingenting, hvor langt kan jeg gå, hvis jeg også skal nå hjem igen…?«

Ny identitet

»Jeg er stadig ved at finde ud af, hvad der er op og ned på sygdommen, ja, hvad der er op og ned på mig, hvor meget jeg kan klare, hvordan jeg skal indrette mig ... Jeg kan ikke genkende mig selv fra før. Jeg har forandret mig og skal finde en helt ny identitet. Hvem er jeg nu? Hvad har jeg at byde på?« spørger Wenche.

Svarene blafrer stadig i vinden, og det får hende til at trække sig socialt. Hun, der med sine egne ord plejede at være »fremme i skoene« til sociale sammenkomster og at nyde dem i fulde drag. Sådan er det ikke mere.

»Det at komme ud i nye forsamlinger er jeg ikke glad for mere. Jeg føler, jeg skal forklare alt muligt. Og hvordan skal jeg kunne forklare noget som helst for andre, når jeg ikke selv kan forstå det?«

Fra overhalingsbane til nødspor

På kort tid har sclerosen tvunget Wenches liv fra overhalingsbanen og ud i nødsporet. Her prøver hun stadig at sunde sig over chokket fra den hårde opbremsning og at vænne sig til tanken om at overlade styringen til andre. En stadig »angstprovokerende« tanke, indrømmer hun.

»Jeg er gået fra meget aktiv til meget lidt aktiv på meget kort tid. Jeg er gået fra at kunne alt og have styr på alt til at miste overblikket og bukke under ved mindste pres,« fortæller Wenche, der før diagnosen drev familiens forretning med modelfly, mens hun passede deres tre børn, holdt hus og have og ordnede regnskaberne. 

»Jeg havde aldrig nogensinde drømt om, at jeg som 46-årig skulle sidde med en førtidspension,« fortæller Wenche, der samtidig kalder førtidspensionen det bedste, der er sket siden diagnosen. For den har betydet, at den kroniske hovedpine, hun fik sammen med sclerosen, er aftaget sammen med presset.

Førtidspensionen giver hende den fornødne fleksibilitet til igen at være »bare en lille smule for andre«, fortæller Wenche med reference til mand og børn, hvoraf den yngste stadig bor hjemme.

Haven som helle

Ét sted slapper Wenche ubetinget af, og det er i haven, der er blevet hendes helle:

»Jeg får rigtig meget tid til at gå med at nusse i haven. Dér er der intet pres, intet klokkeslæt. Dér føler jeg, at jeg bare kan være.«

Wenche er også begyndt at komme i den lokale afdeling af Scleroseforeningen: »Dér føler jeg også, at jeg kan være mig selv, og at jeg ikke behøver at forklare alt muligt.«

På det seneste er hun tilmed begyndt at tage tilløb til at finde et sted, hvor hun »kan gå hen og være lidt kreativ«: maling, dekupage, glas, madlavning … ideerne er mange, ja, faktisk har hun allerede fundet et tapaskursus, som hun har meldt sig til.