”Hvorfor skal staten bestemme, hvad jeg må, når jeg er syg?”

Hun er 52 år gammel og tidligere lægesekretær. Gift og mor til to voksne børn. Hun indleder interviewet med at fortælle med stolthed i stemmen, at hun lige er blevet farmor for første gang i fredags. Griner lidt og opsummerer med selverkendelse:

”Jeg er bare en helt almindelig halvgammel kone.”

Men når man træder ind i hendes drivhus udenfor det lille hus i skoven et sted på Sjælland, ændrer billedet sig lidt. For her åbenbares det, at Lena, som hun hedder, faktisk er en uforfærdet kriminel. 

Her i drivhuset tilsidesætter hun gældende lovgivning, når hun gang på gang ignorerer, hvad hun ellers udmærket ved: 

At cannabis hører under Lov om euforiserende stoffer, hvori der i § 3 står: Overtrædelse af denne lov (…) straffes med bøde eller fængsel indtil 2 år.

Smerter og bivirkninger

Men hvordan er det kommet dertil? Hvorfor er den pæne dame med perleøreringene, det dedikerede familiemenneske, den hårdtarbejdende og ordentlige samfundsborger, endt med at tilsidesætte dansk lovgivning?

”Jeg har føleforstyrrelser i hele kroppen og slemme nervesmerter på grund af min sclerose. Jeg har fået Avonex og Copaxone mod mine attakker. Efter et år kunne jeg ikke tåle Avonex. Copaxone fik jeg også i et års tid, og der havde jeg simpelthen så mange bivirkninger. Så har jeg fået Lyrica og Gabapentin mod smerterne. Det var forfærdeligt. Jeg var fuldstændig bims hele tiden og følte, at jeg gik ved siden af mig selv. Jeg kunne slet ikke kende mig selv, det var faktisk skræmmende. Det var som at være fuld hele tiden. Det var decideret uforsvarligt fx at køre bil, men det var der ingen, der sagde, at jeg ikke måtte, for det var tilladt. Jeg var kronisk rundtosset, svimmel og forvirret. Jeg har mange gange tænkt, at sådan må det være at være skæv…”

De mange bivirkninger skræmte den førtidspensionerede lægesekretær.

”Jeg begyndte at tænke, at jeg ødelagde min krop med den her medicin. Ganske langsomt begyndte jeg at opdage, hvor meget der foregår af erfaringsudveksling blandt patienter på nettet. Og jeg opdagede i diverse sclerose-fora, at folk snakkede meget om cannabis,” fortæller hun.

Lige så stille begyndte hun selv at prøve sig frem. Hun købte sin første cannabisolie på nettet. 

”Der fandt jeg ud af, at det virkede. Men det kostede 3000 kr. for en måneds forbrug. Det har jeg jo ikke råd til.”

Kokosolie og kapselmaskine

Herefter fik hun frø fra nogle i grupperne på nettet. Og begyndte at udskifte tomatplanterne i drivhuset med cannabisplanter. 

Manden, der gav hende de første frø, røg cannabissen, og det ville Lena ikke. Så han kunne ikke rådgive hende om, hvordan man forarbejder planterne til olie.

Så blev det klart for Lena, at hun nu skulle sætte sig ind i en helt ny verden:

”Det er en videnskab det her. Og man skal virkelig sætte sig ind i det. Der er han- og hunplanter. Man skal have styr på bestøvningen. Og så er der forskel på THC og CBD og alt muligt andet, man skal kende til,” forklarer hun.

Hertil kommer forarbejdningen til olie. En del trækker cannabinoiderne ud af planterne med ren alkohol og sprit. Men det vil Lena ikke. 

Hun hælder til ren, økologisk kokosolie.

”Jeg har mine 16 planter i sorte hestefoder-spande nede i drivhuset. Dem høster jeg og tørrer. Jeg piller bladene af, men bruger hele planten. Det hele ryger i ovnen for at blive tørret. Så kværner jeg det og putter det i en gryde med kokosolie. Der står det og simrer i fire timer. Jeg har købt en pillemaskine og kapsler på ebay. Jeg har nærmest sådan en lille mini-fabrik, hvor jeg laver cannabisolie-kapsler. De ryger i fryseren og hver aften tager jeg to op og tager til natten.”

”Man bliver desperat”

Om effekten siger Lena:

”Det er helt skørt, så godt det virker… Jeg får ro på mit system og sover meget bedre. Det dæmper mine føleforstyrrelser og nervesmerter. Men vigtigst af alt: Det giver lindring, uden at jeg bliver dopet. Og det vil jeg ikke være! Sådan som jeg fik det af min medicin tidligere, får jeg det OVERHOVEDET ikke af cannabissen. Det er det, folk misforstår. Når de hører om medicinsk cannabis, så ser de et pothoved med en hashpibe for sig, og de tror, at man bliver skæv – men det gør man ikke på olien. Jeg gør i hvert fald ikke,” siger Lena og fortsætter:

”Der er en holdning til hash i samfundet, som også påvirker folks tanker om medicinsk cannabis. Hashrygere er vinde og skæve og har grineflip og ædeflip. Eller de er sådan nogle langhårede hippier. Nogle tabere. Sådan er vi jo opdraget til at tænke.”

Selv har Lena aldrig så meget som taget et sug af en joint i sine yngre dage. Først da sygdommen kom ind i hendes liv, kom cannabissen det også.

”Man bliver jo desperat, når man lider af en sygdom som sclerose med så forfærdelige symptomer, som den kan have. Man griber ethvert halmstrå. Man tager ansvar for sit eget liv og sin sygdom, som alle prædiker, at man skal. Og så bliver man kriminel. Det gør en flov. Og bange. Der er et kæmpe tabu omkring selvmedicinering med cannabis blandt mennesker med sclerose. Folk er jo bange, fordi det er forbudt. Folk tør ikke sige, at de bruger det, når vi fx mødes i lokalafdelingerne. Hvis samtalen kommer ind på cannabis, vejrer man meget stemningen og forsøger at mærke, hvilket menneske man står overfor. Er det en stikker?” 

Vi kan ikke gemme os mere…

Indenfor den seneste tid er Lena dog blevet mere og mere oprørsk. 

”Jeg begynder at tænke: Det nytter ikke noget det her! Vi kan ikke gemme os mere. Det kommer jo aldrig frem, hvilken virkning cannabis har, hvis ingen vil stå frem og fortælle. For nylig så jeg et citat et sted, der lød noget i stil med: ”Oplever du modstand, så frygt ikke, men kæmp.” Sådan begynder jeg mere og mere at tænke. Jeg føler, at samfundet beordrer: ”Hold kæft, Lena, og ret ind.” ”Vi skal bestemme,” siger staten. ”Gu skal I ej,” siger jeg efterhånden! Man kan jo ikke leve for at please andre. Hvad skulle jeg så leve med af sclerosesymptomer? Symptomer som den etablerede lægeverden ikke kan afhjælpe, uden at jeg bliver bims af bivirkningerne? Jeg skader jo ingen med mit lille drivhus. Det går jo kun ud over mig selv, hvis der går noget galt. Hvorfor skal staten bestemme, hvad jeg må, når jeg er syg?”

Lena understreger, at hun kun dyrker cannabis til sig selv og til sin mor, der lider af endetarmskræft. 

”Jeg sælger ikke. Folk må selv komme i gang. Men jeg vil gerne fortælle om, hvor jeg køber frø, hvordan jeg dyrker og høster planterne, laver til olie osv.”

Og nok skal man sætte sig ind i tingene først, men økonomisk behøver der ikke være langt fra tanke til handling. Hun har givet 1100 kroner for alt fra frø til spande, muld, kapselmaskinen fra ebay og kokosolie. Hendes kun 16 planter, har Lena regnet ud, repræsenterer en markedsværdi på 33.000 kroner…