Gå til hovedindhold

I velgørenhedens tegn bygger Trigon Fonden feriehus til mennesker med sclerose

11. februar 2019
Kort fortalt

Et splinternyt handicapvenligt feriehus i Skagen med orangeri, anneks og carport. Det er Trigon Fonden i øjeblikket i gang med at bygge til henholdsvis Scleroseforeningen og Kræftens Bekæmpelse. Den værdifulde gave åbner op for et nyt frirum, hvor hverdagen med sygdom kan sættes på pause.

Omkring Sankt Hans står det klar. Et helt nyt hvidmalet feriehus i Skagen til mennesker der lever med sclerose. Trigon Fonden har nemlig valgt, at to huse i et splinternyt kvarter i Lille Skagen skal være et åndehul for mennesker med sclerose eller kræft.

Allerede nu står murene færdige, bjælkelaget er lagt og tagkonstruktionen rejst. Og det blev fejret i fredags, da Trigon Fonden, begge patientforeninger og de seje håndværkere mødtes til taler og pølser foran de to kommende feriehuse.

”Vi bygger to nye huse, der bliver fantastiske for patienterne at opholde sig i. Moderne, men samtidigt tro mod Skagens arkitektur. Tæt på havet og naturen. Det bliver virkelig et sted med plads til en pause fra sygdommen, og hvor jeg håber, at familierne kan være sammen uden for mange bekymringer,” forklarer Trigon Fondens bestyrelsesformand Karsten Bøgh, der står bag initiativet.

Stor værdi i hverdage med sygdom
 

Trigon Fonden giver al deres overskud til velgørende formål, og glæden over, at de har valgt at bygge et feriehus til mennesker, der lever med sclerose, var ikke til at tage fejl af til rejsegildet i fredags.  

”Vi er enormt taknemmelig for den fantastiske gave, som Trigon Fonden har valgt at donere til Scleroseforeningen. Feriehuset bliver med garanti et sted, som kan skabe stor værdi for mennesker med sclerose og deres familier. Det giver mulighed for, at man i helt nye og smukke omgivelser kan få et afbræk i en hverdag, hvor sclerose ofte fylder utrolig meget,” udtaler Scleroseforeningens direktør Klaus Høm.  

Den gamle Skagen-stemning forsvinder ikke


Scleroseforeningens nye feriehus i Lille Skagen er bygget og ligger i omgivelser, der rummer den ægte Skagen-stemning, fortæller direktør for Trigon Fonden Karl-Erik Slynge.

”Vi har gjort meget ud af, at bydelen skal passe ind, og vi har været inspireret af Skagen-kvartererne Østerby og Vesterby. Vi har haft fokus på at skabe et miljø med mulighed for socialt fællesskab igennem åbne pladser og rolige små gader, men hvor der også er plads til at trække sig tilbage i de private gårdhaver,” uddybede han til fredagens rejsegilde i det nye Lille Skagen.

Se meget mere om det nye feriehus, priserne og hvordan du lejer det lige her.

Der er ingen kommentar endnu