Isabella lærte at flytte rundt på sine begrænsninger

”Når man er så ung, som jeg er, så er det altså virkelig svært at acceptere, at man ikke kan klare alting selv, men skal have hjælp til noget, der førhen var så simpelt,” lyder det fra Isabella Dinesen. 

For halvandet år siden ramte det, hun aldrig tidligere havde skænket så meget som en tanke. I syvende måned af sin graviditet forsvandt synet i løbet af få dage, og fire måneder senere måtte Isabella sande, at hun havde fået sygdommen sclerose. 

En sygdom, som i den grad tog styring over Isabellas liv de første mange måneder.

”Jeg var indlagt på Rigshospitalet fra juni til august, og samtidig skulle jeg jo tage mig af min søn, i det omfang jeg kunne. Da jeg blev udskrevet og kom hjem igen, var jeg ret meget på Facebook, fordi jeg var så sengeliggende, og der opdagede jeg, at der kun var kort tid til Scleroseforeningens indsamling, der støttede forskning i min sygdom,” forklarer hun.

Begrænsningerne føltes som nederlag

Isabella havde først lige fået synet tilbage, mens nervesmerter og føleforstyrrelser stadig var en daglig kamp, da flere tusinde mennesker i september sidste år gik fra dør til dør for at samle ind til sclerose. 

”Jeg havde det svært med, at jeg ikke kunne være med. Jeg følte på en måde, at jeg skyldte det, fordi jeg selv havde fået sclerose,” fortæller Isabella. 

”Men jeg så det som et nederlag, hvis jeg meldte mig og ikke kunne klare hele ruten. Så tanken om det var en af de ting, der gjorde, at jeg faktisk ikke kunne overskue det. For jeg er typen, der presser mig selv meget, når jeg har sat mig noget for, men det går bare ikke, når det giver så meget bagslag,” uddyber hun.

Tankerne overtog styringen

Det er irriterende, at tankerne om de efterfølgende konsekvenser pludselig er begyndt at begrænse hende, når der er noget, hun faktisk gerne vil, forklarer Isabella. 

”Det har klart været og er stadig min psyke, der tit er grund til de begrænsninger, jeg har i mit liv. Jeg er slet ikke så social, som jeg var førhen. Jeg bliver rimelig hurtigt træt og forvirret, og så ændrer mit humør sig. Bare tanken om det gør, at jeg begrænser mig selv og trækker mig på forhånd,” konstaterer Isabella.

Men der er ikke andre end Isabella selv, der kan ændre på de begrænsninger, som sygdommen og psyken trækker ind i hendes liv, har hun erkendt. 

”Det er noget, jeg virkelig arbejder med. Jeg skal lære at leve med sygdommen og acceptere, at jeg ikke længere kan det samme som før. Men jeg prøver også at finde ud af, hvordan jeg kan overkomme de begrænsninger, jeg har på grund af min sclerose, så det ikke får lov til at styre mit liv fuldkomment, og det mener jeg faktisk er muligt,” uddyber hun.

Kartofler, indkøb og nye tankemønstre

De første skridt, hun har taget, handler om kartofler og indkøb. To pligter, hvor hun har kunnet spare tid, men vigtigst af alt energi. 

”Jeg er begyndt at tænke i andre baner for ligesom at modarbejde de begrænsninger, sclerosen er skyld i. Jeg er for eksempel begyndt at købe skrællede kartofler, fordi jeg ikke vil acceptere, at der er noget, jeg kan lide, men ikke kan spise, bare fordi jeg har føleforstyrrelser i mine hænder og derfor ikke selv kan skrælle dem,” fortæller Isabella og fortsætter:

”Noget andet, jeg har ændret, er måden at købe ind på. Nu bestiller jeg alt over nettet og får det leveret, så jeg sparer den energi, jeg ellers skulle bruge på at gå ud og købe ind og slæbe det hele med op på anden sal. Så kan jeg bruge min energi på noget andet, som betyder mere for mig.

Begrænsningerne forsvinder ikke

Men det kræver tålmodighed, træning og prioritering. For begrænsningerne vil jo stadig være der, når man ikke kan klare lige så meget som før uden at mærke en kontant afregning ved kasse ét, lyder det fra Isabella.

”Jeg har det meget bedre nu, end jeg havde sidste år, selvom jeg stadig godt kan mærke, at jeg ikke er mig selv hverken fysisk eller psykisk. Men jeg arbejder på det med begrænsningerne, så jeg kan gøre flere af de ting, jeg har lyst til,” fortæller hun og vender tilbage til udfordringen året før.

”I år har jeg for eksempel besluttet, at jeg vil gå med til scleroseindsamlingen, og jeg har sat mig det mål, at jeg vil klare hele ruten sammen med min søn og hans faster. Jeg kommer nok til at skulle sætte mig på en bænk for at slappe af undervejs, men heldigvis er det jo ikke en kamp om at blive hurtigst færdig.”