”Jeg følte på en måde, at jeg ville svigte min mor, hvis jeg flyttede væk”
De første spæde skridt mod voksenlivet starter for mange, når ungdomsværelset er pakket i papkasser, og nøglen er overtaget. Sådan var det også for 22-årige Frederik Germann. Men beslutningen om at flytte hjemmefra var langt fra simpel og bekymringsløs.
”Her bor virkelig mange forskellige typer i kvarteret,” fortæller Frederik Germann på vej op ad trapperne mod sin lejlighed på tredje sal i Frederiksværk. Her har han boet alene siden maj. Men springet fra barndomshjemmet og ud i egen lejlighed var på ingen måde en ukompliceret proces.
”Jeg havde egentlig allerede en trang til at flytte for mig selv, et års tid efter at jeg færdiggjorde gymnasiet. Men jeg følte på en måde, at jeg ville svigte min mor, hvis jeg flyttede væk,” husker Frederik tilbage.
”Så vil jeg jo ikke længere bare kunne træde til og hjælpe, når hun har brug for det,” forklarer han.
Forpligtelser binder
Da Frederik var 11 år, fik hans mor konstateret sclerose. Og selvom det i alle årene har været svært at se, at hun lever med en kronisk sygdom, har Frederik sjældent været i tvivl om, hvornår de usynlige symptomer slår til.
”Jeg tog meget tidligt ansvar. Jeg støvsugede meget og ordnede flere af de praktiske opgaver, som kunne spare min mor energi, når min far ikke var hjemme. For jeg vidste, at hun var virkelig træt, når hun kom hjem fra arbejde,” fortæller han.
Men de huslige opgaver var ikke den eneste måde, Frederik støttede sin mor som pårørende.
”Der har fra start været meget åbenhed omkring sygdommen i vores familie, og derfor har det været naturligt, at jeg til tider var med over forløbet. Jeg har været med min mor til samtaler hos sygeplejerskerne og set hende injicere medicinen,” beskriver Frederik og uddyber:
”Jeg er glad for, at mine forældre har været så åbne omkring sygdommen og forløbet, for ellers havde jeg nok stået tilbage med en meget større følelse af utryghed og uvished. Men det var hårdt at se på en gang i mellem, og det gjorde nok også, at jeg følte en større forpligtelse til at hjælpe og være der for hende.”
Åbenheden var nødvendigt
Forpligtelserne var netop dét, der udfordrede Frederiks trang til at flytte hjemmefra. Men familiens åbne tilgang til livet og til de vanskeligheder, der kan opstå, gav ham det nødvendige skub videre.
”Jeg fortalte ret hurtigt min mor, hvordan jeg havde det. At jeg syntes, at det var mærkeligt og svært at flytte, selvom jeg samtidigt havde lyst til det. Det forstod hun godt,” fortæller Frederik.
”Det betød utroligt meget for mig, at vi havde en så åben dialog omkring det fra starten. Vi kunne være ærlige og få sandhederne på bordet, og det gik jo også op for mig, at hun nok skulle klare sig uden min hjælp i hverdagen,” konstaterer han.
Helt parat
Den åbne dialog om Frederiks flytning, om de bekymringer det medførte og om forandringerne, der ville opstå, når han ikke længere boede hjemme, strakte sig over halvandet år, før Frederik fik nøglerne til sin egen lejlighed.
”Det var rigtig godt for mig at få den tid til at bearbejde situationen, inden jeg rent faktisk flyttede. Jeg føler, at det modnede mig og gjorde, at jeg flyttede hjemmefra på et tidspunkt, hvor jeg var helt parat til det,” forklarer Frederik.
Og beslutningen, den har han ikke fortrudt siden.
”Det har betydet utrolig meget for mig at have mit eget sted, hvor jeg har fred og ro til at kunne fokusere på alt det, jeg gerne vil. Og de bekymrende tanker, som jeg havde inden, har faktisk slet ikke været reelle. I hvert fald ikke endnu,” lyder det fra Frederik.
