”Jeg følte, at jeg var i en boble, hvor jeg slet ikke kunne overskue noget”
Cannabis-te på recept skulle hjælpe Charlotte Elharti af med nogle af de mange brændende føleforstyrrelser, som hendes sclerose er skyld i. Men den bitre te endte med at være alt andet end virksom, da Charlotte prøvede det af.

”Hvis der er noget, jeg virkelig ikke kan lide, så er det følelsen af at være fanget i en døs,” lyder det fra Charlotte Elharti, der allerede én måned inde i forsøgsordningen med medicinsk cannabis havde fået en recept på cannabis-teen.
Hun lever nemlig med daglige føleforstyrrelser fra sin sclerose, der betyder, at en stikkende og brændende fornemmelse kribler rundt i hele kroppen og specielt i hendes ben. Men dét, der skulle have hjulpet på de ubehagelige symptomer, overtog i stedet pladsen af ubehag i Charlottes krop.
Brændende føleforstyrrelser i en boblerus
”Jeg har aldrig kunne tåle alt det andet medicin, som jeg har prøvet, der er mod føleforstyrrelser. Så da jeg hørte om muligheden for cannabis, måtte jeg forsøge, for tænk nu, hvis det virkede,” fortæller Charlotte.
Derfor opsøgte hun hurtigt smertelægen Tina Horsted, og her fik hun den første recept på forsøgsordningens medicinske cannabis, der skulle dulme de mange brændende føleforstyrrelser.
Men føleforstyrrelserne forsvandt ikke. De blev i kroppen, samtidigt med at Charlotte blev så påvirket af den medicinske cannabis, at hun havde svært ved at tage sig sammen til noget som helst.
”Jeg besluttede mig ret hurtigt for at stoppe med teen igen, for jeg kunne faktisk ikke holde ud at have det sådan. Jeg ville hellere holde de brændende fornemmelser ud, for jeg følte slet ikke, at jeg var mig selv og orkede ingenting,” siger Charlotte.
”Det føltes som om, at jeg gik rundt i en boble for mig selv. Jeg kunne nærmest ikke overskue at løfte mine arme eller flytte mine ben, og det blev en udfordring bare at tage mig sammen til at komme ud af sengen om morgen,” uddyber hun.
Man ved aldrig med fremtiden
Selvom cannabis-teen faktisk gjorde Charlottes situation værre, fordi den ikke hjalp på føleforstyrrelserne, men i stedet fratog hende al sin energi, har hun alligevel ikke skippet ideen om cannabis som medicin fuldkommen.
”For mig var cannabis-teen ingen mirakelkur. Men det betyder ikke, at jeg slet ikke tror, at det kan virke for nogen. Jeg kunne også godt finde på at prøve cannabis som medicin igen på et tidspunkt, for min sygdom udvikler sig jo hele tiden. Og måske kan det være, at et andet slags cannabisprodukt kan være mere gavnligt for mig end den te, jeg prøvede,” fortæller Charlotte.