Zenia Lund Rasmussen kunne ikke mærke, om hendes lille datter på fire måneder var kold eller varm. Hun havde fornemmelsen af, at hun hele tiden havde vådt tøj på. Utroligt mange føleforstyrrelser. Og hendes sanser gik ”fuldstændig amok”. For blot et par måneder efter at Zenia Lund Rasmussen havde født sin datter i 2016, fik hun konstateret sclerose. Hun fik et attak, der gav hende lammelser fra halsen og ned og en stærkt påvirket balance. Og ikke mindst tale- og hørebesvær, så hun havde svært ved at kommunikere med sine omgivelser. Zenia kom hurtigt i behandling på Glostrup Hospital.

En dag sad hun og ammede, mens hun selv modtog intravenøs behandling, og overhørte en samtale mellem to yngre kvinder, der også havde sclerose.”Kvinderne ude på gangen var yngre end mig, og de sagde sætninger som: ’Nå, har du fået din nye stok?’ og ’Jeg har lige fået godkendt min førtidspension’, og jeg tænkte bare: ’Fuck, fuck, fuck. Dét der, det skal jeg ikke. Det er bare ikke mig’,” fortæller Zenia.

“Jeg var jo i chok, de første mange måneder efter at jeg havde fået diagnosen. Der var rigtig mange ting, som pludselig var invaliderende – og samtidig var jeg helt ny mor. Men den samtale mellem de to unge kvinder gjorde mig så angst, at jeg gik fuldstændig amok og begyndte at løbetræne helt vildt for at gøre et eller andet”. Alle

Løb for meget

Da hun først var begyndt at løbe, kunne hun ikke stoppe igen. For det, hun fik ud af det, var for dyrebart: ”Jeg kunne snakke næsten rent, cirka to timer efter hver gang jeg havde været ude at løbetræne. Det betød, at jeg kort tid efter hver løbetræning kunne snakke med min datter igen,” fortæller Zenia. Og dét var motiverende.

Men måske også lidt for motiverende. For i jagten på at få en mere positiv udvikling og ”normal” kontakt med sin lille datter blev hun besat af at løbe. Det blev et drug. Og i dag har hun faktisk løbet over 100 halvmaratoner – og en del maratoner.

Og pludselig en dag sagde hendes krop fra. Hun kunne mærke, at der var noget helt galt. Så hun tog til en MR-scanning, hvor lægen fortalte hende, at hun havde fået et hul i sin hofteskål. Ledlæben hæftede ikke fast mere. ”Jeg måtte stoppe med at løbe. Men min genoptræning foregik på en hometrainer, og der opdagede jeg hurtigt, at cykling kunne gøre det samme for mig, som løb kunne. Min fysioterapeut har hjulpet mig rigtig meget, og hvis ikke jeg havde haft ham, så ved jeg ikke, hvad jeg skulle have gjort,” fortæller Zenia, der i dag betragter sin fysioterapeut som en ven.

”Man kommer jo hinanden ved gennem de mange genoptrænings-forløb, hvor man føler sig sårbar, fordi man er bange for, hvordan sclerosen vil reagere. Sådan har jeg i hvert fald haft det. Jeg føler mig mere følsom, fordi jeg har sclerose, fordi der ikke skal så meget til, før jeg bliver ked af det eller såret. Og det har min fys bare taget i stiv arm,” fortæller Zenia.

Alle er forskellige

Halvandet år efter at Zenia var kommet sig efter sit første attak, fik hun et nyt attak, der igen gav hende lammelser. Hun måtte derfor på den igen med både behandling og træning. 

”Jeg har min datter, og hun er min største inspirationskilde. Det er hende, jeg gør alt det her for. Og den medicin, jeg fik, efter at jeg fik lammelser fra livet og ned, har virkelig gjort godt”. 

“Siden har jeg – 7-9-13 – kun haft pseudoattaks, der er følelsen af at have et attak, der ikke er der”.

Det er meget vigtigt for Zenia at understrege, at alle scleroseforløb er forskellige. Hendes har været præget af løb og cykling. Men:

”Jeg hader sætningen: ’Det skal nok gå’. Sclerose rammer så forskelligt, og det er så individuelt, hvordan sygdommen udvikler sig. Du ved ikke, hvordan det kommer til at gå. Jeg vil hellere sige, at du selv former dit liv. Hvis du ikke gør noget, så sker der ikke en forskel. Men måske er din forskel, at du går en kort tur eller får skiftet tøj den dag. Det kan godt være, at jeg personligt har formået at løbe 100 halvmaratoner, men jeg kæmper også med ting, og hvis din succeshistorie er, at du har rejst dig op og lavet mad i dag, så er dét dit maraton”.