”Jeg har lært at lytte til min krop”
For snart to år siden væltede Katja Zimmer Svendsens hverdag, da hun fik både en depression og sclerose.
Det trak hende ned i et dybt sort hul af selvbebrejdelse og altoverskyggende tristhed. Men det har også været lærerigt, fortæller hun i dag.

”I den periode var der ingen lyspunkter. Jeg var bare overvældet af en følelse af dårlig samvittighed og negative tanker om mig selv.”
26-årige Katja Zimmer Svendsen skubber en skål med slik tværs over bordet i den lille stue i Odense. Hun beskriver, hvordan hendes hverdag så ud, da hun for snart to år siden led af en depression. En mørk tilstand, som faldt sammen med, at hun fik sclerose.
To kæppe i hjulet
Begge diagnoser ramte ned i en tid, hvor der var fuld fart på Katjas liv. Hun var flyttet sammen med sin kæreste, Andreas, og var godt i gang med uddannelsen som mediegrafiker. Men pludselig blev det hele for meget.
”Jeg blev fysisk dårlig og troede først, at det var influenza. Men efter lidt tid gik det op for mig, at der var noget helt andet på spil,” siger Katja.
Influenzasymptomerne gik ikke væk, men tog til i styrke. Trætheden, det fysiske ubehag og modløsheden overmandede hende. Hurtigt gik hun fra at have en helt almindelig studiehverdag til kun at kunne ligge i sengen.
Selvbebrejdelsens tyngde
Uddannelsen som mediegrafiker blev Katja nødt til at sætte på pause, og derhjemme lod hun tingene stå til. Selv små opgaver som opvask eller rengøring var helt uoverkommelige for hende. Og selvom Andreas forsøgte at tage over i hjemmet, gav det ikke Katja mulighed for at slappe af.
”Jeg havde konstant dårlig samvittighed over for alle. Jeg var ked af, at jeg ikke kunne hjælpe til. Træt af at skulle sætte studiet på pause. Jeg følte bare ikke, at jeg slog til på nogen måder. Og alligevel kunne jeg ikke gøre noget ved det. Jeg lå bare der i sengen,” fortæller hun.
Derfor flyttede Katja hjem til sine forældre. Hun fortæller, at hun her følte sig tryg, mens depressionen og sclerosen rasede i hende. Og at det hjalp på hendes tankestrøm at være i sit barndomshjem.
Psykologen hjalp
Herhjemme fortsatte Katja en hverdag, hvor hun på gode dage fandt overskuddet til at bevæge sig fra sengen og ind i sofaen foran fjernsynet. Hendes appetit var også forsvundet, som om de mørke følelser fyldte hele hendes krop ud og ikke efterlod plads til sult.
Det var i den periode, at Katja startede i samtaleterapi. Selvom hun ikke selv havde overskuddet eller lysten til at se en psykolog, fik hendes familie hende overtalt. Og det skulle vise sig at blive en vej ud af depressionen.
”Det var en psykolog, jeg havde brug for. Her fik jeg arbejdet med alle de negative tanker, som plagede mig. Jeg blev klar over, at jeg faktisk var god nok,” fortæller hun og smiler.
Hos psykologen fik Katja også positive tankeøvelser og redskaber til, hvordan hun lige så stille kunne vende tilbage til sin gamle hverdag.
En ny virkelighed
Men oven i at arbejde med tankerne om depressionen skulle Katja også lære at leve med sclerose. Hun fortæller, at det var svært for hende at acceptere diagnosen. Psykisk kæmpede hun med uretfærdigheden i, at netop hun skulle rammes af sclerose. Og fysisk kunne hun mærke, at hendes krop var blevet mere fintfølende.
”Det var tydeligt, at der ikke skulle særlig meget stress til, før læsset væltede helt igen. Derfor arbejdede jeg meget på at lære at lytte til min krop. Og på at sige fra, når tingene blev for meget,” siger hun.
Det var en proces, der tog lang tid. Men lige så stille begyndte det at klare op omkring Katja. Hun fik lysten til at foretage sig noget tilbage. Én dag var det puslespil. En anden dag en gåtur med familien eller en indkøbstur. Og til sidst vendte hun efter over tre måneder med depression tilbage til studiet. Hendes hverdag begyndte igen at tage form.
At spidse ørerne – og lytte til kroppen
I dag er Katja helt ude af depressionen. Hun er flyttet hjem til kæresten igen, og om nogle måneder er hun færdiguddannet mediegrafiker. Endnu en gang er der fart på Katjas liv, men denne gang skal det foregå på hendes præmisser, fortæller hun.
Sclerosen har ramt hende kognitivt, og Katja ved derfor godt, at der skal mindre til at presse hende end førhen. Og hun mærker tydeligt, at pressede omstændigheder fremkalder nogle af de tanker, som fyldte hendes hoved, da hun var deprimeret. Så når kroppen siger fra, er det bare med at adlyde.
”Depressionen har lært mig, at jeg bliver nødt til at reagere på de signaler, min krop sender mig. Den ved, når det bliver for meget. Og så lytter jeg,” smiler Katja.