“Jeg kan ikke bruge benene mere, og hvad så?”

Lavpunkt

Jeg var i slut-20’erne, humpede rundt på krykker og havde lige fået at vide, at jeg havde sclerose. Før sclerose brugte jeg al min tid på at spille fodbold, badminton og danse rundt i byen med mine venner. Men så kom sclerosen, og alt blev lort. Jeg var frustreret, for jeg følte, at mit liv lige skulle til at gå i gang, men pludselig måtte jeg opgive alt. Sport, og især fodbold, har altid fyldt meget for mig. Det har nærmest været en del af mit DNA, men fordi sclerosen påvirkede mine ben, måtte jeg droppe alt det, jeg elskede. Jeg var nedtrykt og følte, at alt gik imod mig.

Jeg tænkte, at jeg sagtens kunne deale med det selv. Men det tog hårdere på mig, end jeg havde forventet. Jeg druknede i negative tanker, og alt, jeg fokuserede på, var sclerose, der forhindrede mig i at leve det liv, som jeg gerne ville. Min mor kunne godt se, at jeg ikke var den, jeg plejede at være. En dag nævnte hun, at hun syntes, at jeg skulle tale med en psykolog. Jeg var skeptisk og fejede det af banen flere gange. Men til sidst kunne jeg godt se, at hun havde ret. Jeg havde brug for hjælp.

Vendepunkt

Jeg stod foran psykologens kontor. Det var min mor, der havde arrangeret det, og som jeg stod der og kiggede på bygningen, havde jeg helt ærligt ikke særlig store forhåbninger. Jeg humpede ind til psykologen, og vi satte os i en sofa. Ret kort tid inde i samtalen fik jeg overraskende nok følelsen af, at jeg snakkede med en ven – og ikke en professionel. Jeg skulle til 10 samtaler i alt. Da jeg tog derfra første gang, kunne jeg mærke, at der var et eller andet ved det, som måske ikke var helt så dumt. Men de sidste par gange jeg var der, kunne jeg for alvor mærke, at der var sket en decideret forandring i, hvordan jeg tænkte. Min skepsis blev gjort til skamme. Og gennem samtalerne nåede vi frem til, hvordan jeg kunne slippe mit fokus på de to-tre ting, som jeg ikke kunne.

Lyspunkt

Jeg har fået ændret mit tankesæt. Jeg kan stadig en masse, og det gik op for mig efter samtalerne med psykologen. Jeg fik et håb for fremtiden, begyndte at gå ud igen, og jeg har prøvet alle mulige forskellige sportsgrene af. Jeg tror heller aldrig, at jeg har rejst så meget, som jeg har gjort, efter at jeg har fået sclerose. Der er temmelig meget, man stadig kan. Jeg tror også, at samtalerne med psykologen har været med til, at kørestolen ikke var så skræmmende igen, da jeg skulle til at bruge den. Jeg kan ikke bruge benene mere, og hvad så? Jeg kan så meget andet, og det ændrer kørestolen jo heller ikke på. Det har lettet mit liv meget at slippe den udelukkende negative og irritable side ved at have sclerose. Det er ikke det, der fylder mere. Jeg kan selvfølgelig stadig godt have dårlige dage, det har alle mennesker jo. Men så husker jeg at holde fokus på det, jeg kan. Og det virker.