“Noget af det sværeste ved at have sclerose er at være kognitivt ramt. Det er uværdigt, fordi jeg altid har været godt med, føler jeg i hvert fald. Bare sådan noget som at følge med i underteksterne på en film.
Jeg kan også til tider være nødt til at opgive at læse en bog, selvom jeg elsker at læse, fordi jeg ikke kan følge med i personerne og stederne. I stedet hører jeg lydbøger. Når jeg læser med ørerne, er det en stemme, der læser for mig, og jeg bliver ikke så kognitivt træt, som når jeg læser med øjnene. Høretelefoner er i det hele taget blevet noget, jeg bruger, når jeg trænger til en hjernepause. Nogle gange lytter jeg til stille musik, andre gange en god bog, men det sker også, at jeg ikke lytter til noget som helst og bare bruger dem som en ‘pauseprop’. Det er en god løsning for mig, så jeg kan stemple ud en kort stund og sætte min hjerne til en slags opladning.
Jeg kan ikke sætte min kognition i en kørestol, som jeg kan med mine ben, de dage hvor jeg har dumme ben. Planlægning, planlægning, planlægning og masser af pauser, sedler og skemaer – det er de ’kørestole’, der er til kognitionen. Og så skal man være god til at sige nej og til at bede om hjælp. Jeg forbereder mig altid grundigt for ikke at blive taget med bukserne nede. På arbejde bruger jeg meget længere tid på at planlægge min undervisning end for blot fem år siden. Det gør jeg, fordi jeg har brug for virkelig meget overblik og struktur for både elever og mig selv. Jeg trives bedst med at gøre én ting ad gangen. Hvis jeg skal gøre flere ting på én gang eller gøre noget uforudset med kort varsel, så får jeg mudderhjerne, og jeg bliver ked af det og frustreret. De aftener, hvor jeg peger på salt- og peberkværnen, og min mund beder om kniv og gaffel, ved jeg godt, at min hjerne har kogt længere end en gryderet den dag. Men jeg øver mig hver dag i at holde fast i værdien af at være med på lige vilkår.”
