”Jeg kunne sagtens have sagt nej, men jeg ville da gerne hjælpe.”

”Jeg kunne godt mærke på Helle, at hun måske ikke ligefrem syntes, at det var det fedeste at spørge om hjælp til … Men jeg kan faktisk ikke rigtig sige, præcis hvorfor jeg kunne mærke det,” forklarer Henny. 

”Måske handler det egentlig mest om, at jeg selv ville have svært ved at spørge, så det kan godt bare være, at det er noget, jeg projekterer over på hende, nu hvor jeg tænker over det,” fortæller hun efter nærmere eftertanke.

I fire år er Henny kommet i Helles hus, og hun beskriver deres forhold som ”et godt bekendtskab”. For selvom de ses i Helles hjem, er de ikke som sådan venner, der tilbringer tid sammen uden for husets vægge. 

”Helle er gift med Jørgen, som har sin egen virksomhed. I rigtig mange år var det Helle, der styrede virksomhedens bogholderi, men hun har ikke længere de samme kræfter til at gøre det på grund af sin sclerose,” forklarer Henny, der gennem nogle kontakter blev tilbudt arbejdet.

Siden er samtalerne kun vokset mellem de to kvinder, når der er blevet bogført hjemme hos Helle og hendes mand, hvor de hygger sig sammen over opgaverne. Men sidste år spurgte Helle om hjælp til noget, der slet ikke handlede om bogføring.

Åben invitation og et foreløbigt ja

”En dag hvor jeg var hjemme hos dem for at bogføre, viste Helle mig det her papir med alle informationerne på og spurgte mig så ligeud, om jeg havde hørt om indsamlingen og kunne tænke mig at hjælpe med at samle ind til forskning i sclerose,” husker Henny. 

”Jeg er helt sikker på, at jeg sagtens kunne have sagt nej tak, hvis jeg ikke havde haft lyst til at hjælpe med det. Jeg følte mig ikke forpligtet eller presset til noget, og det var måske på grund af den måde, Helle spurgte på. Sådan fuldstændig ligefrem, men også som en åben invitation,” fortæller Henny. 

Alligevel blev svaret ikke helt så direkte, som invitationen havde været. Henny havde nemlig allerede en løs aftale i kalenderen, så derfor kunne hun ikke sige ja med det samme. 

Ingen forpligtelser

Et par uger inden det gik løs til scleroseindsamlingen, ringede Henny til Helle for at fortælle, at hun var ledig på dagen, og at hun derfor var klar på at gå fra dør til dør for at samle ind. 

”Jeg synes ikke, at det er spor mærkeligt, at Helle spurgte mig, og jeg ville sagtens kunne have sagt: 'Ved du hvad, Helle, det har jeg ikke rigtig lyst til', uden at vi var blevet mindre gode venner af den grund,” fortæller Henny og husker tilbage på indsamlingsdagen for et år siden. 

”Jeg havde taget regntøj og gummistøvler på, fordi min datter havde sagt, at det ville blive dårligt vejr. Men det endte med, at solen skinnede på hele turen, så jeg var godt svedig i mit regntøj. Men det var en dejlig dag, og da jeg afleverede indsamlingsbøssen, mødte jeg de andre indsamlere og fik noget godt til ganen,” gengiver Henny.