En dag som alle andre for ti år siden var Mette hjemme hos sine forældre. Hendes søster var også til stede, og alle sad og hyggede sig, da Mettes søster delte en stor nyhed. Hun var blevet gravid. Den besked fik en følelse til at vokse inden i Mette. Hun gik ud i sin fars værksted for at være alene med sine tanker. Og der midt mellem værktøjet trængte tårerne sig på, og hun begyndte at græde:
”Det var jo en glædelig nyhed, og jeg sagde også tillykke, men det var jo mig, der skulle have et barn først, for jeg er jo storesøster,” fortæller Mette, der har haft sclerose i 15 år, og tilføjer, at det altid har været hendes drøm at få et barn, så beskeden om søsterens graviditet gjorde ønsket om et barn endnu større.
Mette ville egentlig helst have mødt en mand og fået børn med ham, men han dukkede aldrig op. Allerede før Mettes søster blev gravid, havde hun overvejet at få et barn ved hjælp af en sæddonor. Med udsigten til at blive moster blev den tanke meget stærkere:
”Jeg kan ikke blive ved med at få et barn, men en mand kan jeg altid finde senere. Det satser jeg på stadig at gøre på et tidspunkt,” fortæller Mette, mens hun sidder i sin lejlighed i Nørresundby, der er pyntet med farverige tegninger og billeder af den samme pige med brunt hår – Mettes datter Lily på otte år.
Overvejelserne
Selvom Mette godt kunne få et barn selv, stod overvejelserne alligevel i kø. For et er at få et barn alene, men noget andet er, når Mettes sclerose påvirker hendes koordination og kognitivt på koncentrationen og fatigue:
”Jeg overvejede rigtig meget, hvis jeg skulle blive dårligere af min sclerose, og hvad det så kunne komme til at betyde for mig og mit kommende barns hverdag,” siger Mette, der i dag er i fleksjob 3 timer om ugen.
Fordi overvejelserne var mange, var Mette til en coaching-samtale med en fysioterapeut på Sclerosehospitalet i Ry. De snakkede om, hvad Mette kunne give et barn, og hvad der var vigtigt, når hun vælger at få et barn alene. Her blev det vigtigste omgangskredsen.
Netop omgangskredsen var vigtig at få på plads, så Mette snakkede også med sin mor om sine overvejelser:
”Min mor sagde, at jeg skulle vente med at få barn til hun var gået på efterløn, så hun kunne hjælpe,” fortæller Mette inden hun fortsætter:
”Egentlig prøvede min mor først at tale mig fra det, for hun ved, hvor hårdt det er at få et barn. I dag er hun selvfølgelig glad for, at hun ikke fik mig overtalt. Men når jeg ser tilbage, kan jeg godt forstå, at hun forsøgte.”
Havde jeg vidst, at det var så hårdt, så havde min mor måske nok kunne tale mig fra det. Selv uden sclerose er det ikke nemt at have børn, og sclerose giver et ekstra lag. Men når jeg kigger på Lily, så er hun det hele værd.
Den hårde hverdag med barn
Det var hårdt for Mette at blive mor. Både fordi det helt generelt er hårdt, men også fordi Mettes sclerose fylder:
”Jeg fik et kæmpe attak under graviditeten, hvor jeg fik dropfod og nærmest ikke kunne gå. Min træthed og koncentration er også blevet forværret, efter jeg har fået Lily. Mine batterier bliver hurtigere brugt, og kan jeg ikke få dem ladet op, så bliver jeg oftere vred,” fortæller Mette.
Efter fødslen af Lily havde Mette brug for støtte fra sin mor, fordi Mette havde fået en efterfødselsreaktion, hvor hun var stresset og påvirket humørmæssigt:
”Jeg havde meget brug for min mor i starten. Jeg græd utrolig meget, og jeg kunne ikke forstå det, for nu havde jeg endelig fået det, jeg så gerne ville have.”
Når Mette ser tilbage på den første tid efter at have født Lily, var det mere opslidende end forventet:
”Jeg var nok på en lyserød sky, inden jeg fødte. Jeg skulle have en lille pige, og vi skulle gå til babyyoga osv. Det kom vi så ikke til, for det er bare meget hårdere, end jeg havde forventet, og sclerose har med garanti gjort det endnu sværere.”
Det er otte år siden, at Lily kom til verden, og det tager stadig på kræfterne for Mette at være mor. Derfor er netværket og hjælp stadig vigtigt. Både når det gælder udflugter, som Mette ikke kan overskue alene, men også for at få hverdagen til at hænge sammen.
Det hele værd alligevel
Selvom det har været meget hårdere at blive mor, end Mette havde forventet, så er hun ikke i tvivl om, at det var det hele værd:
”Havde jeg vidst, at det var så hårdt, så havde min mor måske nok kunne tale mig fra det. Selv uden sclerose er det ikke nemt at have børn, og sclerose giver et ekstra lag. Men når jeg kigger på Lily, så er hun det hele værd,” fortæller Mette, mens hun lader en hånd glide ned over sin underarm, hvor en tatovering af en lilje og navnet Lily har fundet plads.
