Gå til hovedindhold
TemaVredeSe hele temaet

Jeg tænkte tit over, hvorfor det var min mor, som reagerede så voldsomt

10. november 2021
Kort fortalt

Vredens mange ansigter kender 21-årige Cecilia fra sin opvækst. Siden hun var barn, har hun været bevidst om, at hendes mor oftere var mere vred og rasede end vennernes forældre. Det har sat sig i Cecilia.

”Jeg sagde til hende, at hun skulle tie stille,” siger 21-årige Cecilia Holm.

”Og så gik det bare fra 0 til 100. Hun blev så vred, råbte ting, som rammer under bæltestedet. Det var bare, som om raseriet satte sig i hende på ingen tid, og hun mistede kontrollen over det,” fortæller hun.

Det var sidste sommer, hvor endnu et skænderi mellem Cecilia og hendes mor udspillede sig. Cecilia vidste godt, at hendes kommentar var dum og kunne risikere at sætte en lavine af vrede i gang.

”Min mor har sclerose og havde det, allerede inden jeg og mine søskende blev født. Der har aldrig skullet særlig meget til, før de vrede følelser vælter op og får hende til at overreagere,” forklarer Cecilia.

Tidligste minder


De første minder om vrede, der dukker op, er fra dengang, Cecilia var omtrent 9-10 år gammel. Det er særligt den korte lunte, små drillerier og i Cecilias øjne små ligegyldige ting, hendes mor rasede over, som hun allerede dengang bemærkede og undrede sig over.

”Jeg tænkte tit over, hvorfor det var min mor, der reagerede så voldsomt, og om det var os, der ikke opførte os pænt nok. Jeg spejlede mig ret meget i mine venner og den måde, deres forældre var på, når jeg besøgte dem. Der kunne jeg jo godt se, at det var anderledes end hjemme hos os,” fortæller Cecilia.

Følelserne indeni 


Ofte er det, når Cecilias mor bliver udfordret, at den opfarende vrede tænder op. Cecilia indrømmer da også, at hun som teenager kunne opføre sig en smule flabet og udfordrende og afprøvede grænser som andre unge. Men de voldsomme vredesreaktioner, som hun ofte er blevet mødt af hos sin mor, har været til at føle inden i Cecilia.

”Når en, jeg holder så meget af, står og råber ad mig, og jeg ikke føler, at jeg kan trænge igennem til hende, så sætter det sig altså. Især for nogle år tilbage var jeg meget indebrændt og vred over det. Det gjorde også, at jeg på det tidspunkt begyndte at opføre mig anderledes over for hende,” deler hun og uddyber:

”Der har været mange situationer, hvor jeg har følt, at jeg har været nødt til at gå på listefødder for at undgå en situation, hvor hendes vrede kunne eskalere. Jeg har også undgået visse følsomme samtaler med min mor for at komme uden om voldsomme reaktioner, for det har jo været ubehageligt for os begge, når det er sket, og det har belastet vores forhold til hinanden.”

Det kunne have været en styrke


Vreden og de udbrud, som har været en del af Cecilias og hendes to søskendes opvækst, er der ikke rigtig blevet snakket højt om. 

”Det har fyldt meget i mig. Men min mors voldsomme reaktioner har ikke været noget, jeg føler, at jeg har kunnet snakke med hende om, for hun ved det jo godt og synes selv, at det er svært. Så i de her situationer er jeg så glad for, at jeg har søskende. Vi har kunnet holde sammen, når hun har fået et af sine vredesudbrud, og min søster og jeg har trøstet hinanden, snakket om det og prøvet at forstå, hvorfor det sker,” fortæller Cecilia.

Først i løbet af de senere år har Cecilia fundet ud af, at vreden og raseriet, som hun har oplevet fra sin mor, kan hænge sammen med sygdommen.

”Jeg kan kun tale på mine egne vegne, men jeg kunne godt have brugt at snakke med en eller anden, som kunne give mig noget mere indsigt i og en bedre forståelse for, hvorfor min mor har reageret sådan. Mine søskende, jeg og min far har aldrig snakket med nogen om det. Det tror jeg ellers kunne have været en styrke, fordi der så havde været en anden forståelse.”

Der er ingen kommentar endnu