Jeg vil hellere være alene end afhængig

Tekst: Roberta Montanari

Det er en rystende tanke. Men hver gang vi er sammen og gemmer os ved ikke at tage kontakt om det, vi tænker eller har indeni – hver gang vi undgår at vise, hvad der rører sig i os – så handler det simpelthen om skam.«
Lars J. Sørensen turde vide, hvad han taler om. Som nyligt pensioneret chefpsykolog har han i mange år beskæftiget sig med fænomenet, og er forfatter til bogen »Skam – medfødt og tillært. Når skam fører til sjælemord« fra 2013.
»Skam viser sig i måden, vi gemmer os over for hinanden, er ubehageligt selvbevidste og har indre selvkritiske dialoger. Vi øver os i at lyde rigtigt, vi må ikke lyde forkert, for så er vi forkerte,« siger han. Ifølge Lars J. Sørensen er skam en præcis medfødt sensor, som viser, hvor afhængige vi som mennesker er af hinanden. Når vi føler os afmægtige og ikke bliver mødt, rummet og spejlet i det, som er betydningsfuldt for os, opstår den skadelige skam: Selvfølelsen rammes, og selvbilledet kan briste.

At være grundlæggende alene

47-årige Marianne Wie kender til følelsen på egen krop. For selvom hun »kun« lider af en meget godartet sclerose, har venner og familie og formår at cykle mountainbike, tage på vandreture og rejser og tage vagter som tjener, skaber sygdommen en begrænsning og afhængighed, som gør hende grundlæggende alene.
»Jeg har boet alene i 16 år og har mest haft overfladiske kærester. Jeg har aldrig turdet inolvere mig og komme så tæt på nogen, at jeg følte, ’nu kan jeg ikke leve uden’. Derfor har jeg kun haft korte forhold, affærer, alt det sjove. Hvis det kommer for tæt på, føler jeg, at forholdet vil fratage mig min uafhængighed og frihed til at bestemme over mit eget liv,« siger Marianne Wie, som bor i et rækkehus i Hornbæk og har to voksne døtre.

Hvis hun får en kæreste, som hun flytter sammen med, vil hendes pension nemlig blive reguleret efter hans indtægt. Det vil efter al sandsynlighed betyde, at hun kun vil få en grundpension, som hun ikke vil kunne leve af, fortæller hun.

Skam opstår, når vi er til besvær

Mogens Lindhardt er teolog og har forsket i skam. Ifølge ham opstod skam før i tiden typisk, når man trådte uden for gruppen, »ville eller var for meget« og skulle sættes på plads.
»I dag opstår skam, fordi vi ikke har muligheder nok og er autonome nok, når vi er til besvær, har brug for hjælp. Eller hvis vi har problemer, så skal det være nogle, som kan løses og fikses. Ikke problemer, som man ikke kan gøre noget ved og bare må acceptere og lære at leve med,« siger Mogens Lindhardt.
»Jeg har tjent mine egne penge, siden jeg var 14 år. Jeg vil føle mig så umyndiggjort og uværdig, hvis en anden skal prioritere, hvad der er rigtigt for mig! Jeg vil ikke ind i en problematik, hvor jeg skal gå tiggergang, selvom han som udgangspunkt iger, at det er i orden. Det gør mig rigtig ked af det, sur og frustreret, at jeg har haft kærester, hvor jeg godt kunne se os blive gamle sammen, men hvor det aldrig blev til noget.«

»Jeg har for eksempel lige givet min datter nogle penge. Det skulle jeg i så fald bede om lov til såvel som til frisør eller benzin til min bil. Jeg plejer også at give mine børn 5.000 kroner i julegave. Det skulle jeg have lov til af ham, og han ville måske synes, det var lidt dyrt. Jeg magter ikke den slags, så vil jeg hellere være alene. Men prisen er høj, for jeg kan se, at jeg kan blive meget ensom, når jeg bliver ældre eller mindre mobil,« siger Marianne Wie.

»Jeg bliver valgt fra«

Skam er ifølge ham mangel på muligheder for at kunne fortælle den gode historie om os selv. Marianne Wie er god til at komme ud at opleve ting eller mødes på cafeer, men når hun dater, skilter hun ikke med sin sygdom.

»Jeg har helt klart opfattelsen af, at jeg bliver valgt fra, fordi jeg er syg, for hvis jeg skriver det i profilen, appellerer jeg kun til andre pensionister. Det er der intet galt i, men det er ikke det liv, jeg kan leve nu og ønsker mig. Jeg kan skrive nok så meget, at jeg er frisk og kører mountainbike, men det er stadig det gamle blik på mennesker med sclerose, at man sidder i kørestol og ikke kan gå,« fortæller hun.
»Før fortalte jeg om min sygdom efter et par møder, nu siger jeg det på første date. Som regel siger de, at det ikke er noget problem. De kan jo se, at jeg kan smile, tale og gøre normale ting! Men jeg har altid et sug i maven af ubehag, når jeg skal sige det, det bliver ikke anderledes.«

Moderne mennesker er deres muligheder

Ud over andres domme og fordomme får andres velmenende råd om, hvad Marianne Wie bør gøre, hende til at føle sig forkert. De får hende til at føle, at hun skal retfærdiggøre sig selv og sine handlinger. For det er jo op til hende selv, hvordan hun har det, er den gængse holdning.
Mogens Lindhardt mener, at det personlige ansvar, hvor individet altid selv er ansvarlig for sin situation, har taget overhånd.
»I dag skammer du dig over at miste dine muligheder – for du er dine muligheder! Hvis du har sclerose, må du måske nøjes med at fortælle, at du læser gode bøger, for du kan ikke fortælle, at du planlægger rejser de næste syv år. Skam er ikke at være på, være i gang, omstillingsparat og til rådighed, ikke være med de rigtige steder. Skam afspejler vores afhængighed af andre,« siger han.
Netop gensidigheden i relationerne – at vi hænger sammen som ærtehalm – er centralt for Lars J. Sørensens forståelse af den svære følelse. Skam smitter, og den enes skamløshed kan give den anden skam. Måden, vi formår at være sammen med os selv på, viser sig i måden, vi er sammen med andre på, forklarer han. Og når man er ramt af skam, er det ifølge ham både svært at være sammen med sig selv og andre.
For chefpsykologen er det bestemt ikke vejen frem at bede nogen fortælle om deres skam. Derimod opløser tætte, accepterende relationer, hvor vedkommende føler sig set, hørt og anerkendt i sin væren, ofte skam som dug for solen, mener han. Når man bevæger sig væk fra gøren og over til væren. For skam handler om, at ens selvfølelse er blevet trådt under fode.

Marianne trækker sig

Det kender Marianne Wie på godt og ondt, for i de tætte relationer kan hun godt være sig selv med sine begrænsninger. Derimod kan nye menneskers blikke på især hendes fysiske skavanker gå hende så meget på, at hun trækker sig.

»I går var jeg på en længere vandretur med en gruppe. Det er skamfuldt at måtte træde til side tre gange for at tisse, fordi jeg ikke kan holde på vandet. Det gør ingen af de andre. Man skal vente på mig, fordi jeg går langsommere, så for fremtiden vil jeg hellere gå alene,« siger Marianne Wie.
»Jeg har også brug for at sove meget. Hvis jeg har haft en aftale hos nogen, må jeg sove en halv time, inden jeg tager hjem. Jeg har ofte sovet i min bil i kulden eller er faldet i søvn på et toilet, fordi jeg ikke har lyst til at bede folk, om jeg må sove hos dem. Jeg undgår at sætte mig selv i de situationer og vil også hellere cykle mountainbike alene, selvom man sagtens kan gøre det i hold.«

Evalueringskultur

Netop de »udskiftelige grupper« er ifølge Mogens Lindhardt typiske for det netværkssamfund, vi lever i.
»Andre skal hele tiden tage stilling til os. Vi er på prøve og kan når som helst ryge ud af fællesskaber, som ikke er givet. Vi er konstant iagttaget og selviagttaget og lever i en evalueringskultur helt fra børnehaven og op igennem arbejdslivet.«
Ovenikøbet er normerne i stadig forandring, pointerer han.
»Er det godt nok, skal jeg gøre noget andet? Er det, som var godt i går, også godt i morgen? Der er en grundusikkerhed, som gør os bange for at blive afsløret og avler trang til kontrol. Skam kommer jo netop af, at man ikke kan styre de andres blikke,« siger Mogens Lindhardt.
Netop derfor er udømmende relationer, hvor man bliver »følelsesmæssigt afstemt«, så vigtige for ens selvfølelse, mener Lars J. Sørensen. For Marianne Wie er der ikke et endeligt facit. Hendes bedste råd er at gøre det, som er bedst i overensstemmelse med ens værdier og den, man er.
»Hvad passer til mig? Hvad er vigtigst, og hvor føler jeg mig mest hjemme? Ud fra det må man træffe sine egne valg,« siger hun.