Jern i hjernen
Hjernesvind ved sekundær progressiv sclerose skyldes formentlig ophobning af jern i blodet fra bristede røde blodceller. Forskere forventer at medicin, der kan fjerne jernholdig hæmoglobin fra blodet, kan blive et vigtigt behandlingsmiddel.

Det er stadig uklart hvilke mekanismer, der leder til udvikling af sekundær progressiv sclerose. Mere end halvdelen af alle med attakvis sclerose oplever, at sygdommen går ind i et sekundært stadie med forøget tab af hjerneceller, hjernesvind og deraf invaliditet.
Tidligere studier har peget på at ophobning af jern i blodkarrene i hjernen, i mængder store nok til at ødelægge nerveceller, kan være en vigtig årsag.
Hjernesvind ved sclerose koblet til jern i blodet
Den formodning bekræftes nu af et studie fra Imperial College London i UK, der finder en sammenhæng mellem det jernholdige hæmoglobin i hjernen og hjernesvind ved sekundær progressiv sclerose: Jo mere fri hæmoglobin i blodet i hjernen, jo større grad af hjernesvind.
Forskerne ville forsøge at forstå, om hjernesvind er forbundet med forhøjede mængder af bestemte molekyler i blodet.
Til det formål foretog de hjernescanninger af 140 patienter med sekundær progressiv sclerose, 20 raske personer og 40 patienter med andre sygdomme, og sammenlignede graden af hjernesvind med analyser af personernes blod i en periode på 2 år.
Fri hæmoglobin i blodet øger hjernesvind
Resultatet viste en tydelig sammenhæng mellem større mængder af fri hæmoglobin (fra bristede røde blodceller) i blodet i hjernen, og graden af hjernesvind hos de sekundære progressive sclerosepatienter.
Hæmoglobin frigivet i blodet alle steder i kroppen kan i princippet passere blod-hjerne-barrieren og hobe sig op i hjernen. I hjernen nedbrydes hæmoglobin af et enzym, der også er fundet i større mængder hos sclerosepatienter.
Det er yderligere med til at øge ophobningen af jern i hjernen, og deraf ødelæggelse af nerver og hjernevæv, som er så karakteristisk hos patienter med sekundær progressiv sclerose.
Forskerne estimerer, at jo længere tid jern ophobes i blodet i hjernen, jo kraftigere et hjernesvind vil man opleve. Det kan over årene komme til at påvirke patienterne betydeligt.
Jernfattig kost ikke vejen frem
Hvis for meget jern er problemet, vil en jernfattig kost så hjælpe?
Nej, fastslår forskerne: Jern indtaget gennem kosten har intet at gøre med hvor meget jern, der ender frit i blodet og i hjernen. Jern er et vigtigt mineral, der ikke skal mangle i kosten.
Derimod anbefaler forskerne, at man i stedet skal kigge nærmere på måder at fjerne overskud af hæmoglobin i blodet, og på måder at styrke de røde blodceller på, så de ikke så let brister.
Medicin kan fjerne hæmoglobin fra blodet
Hvis forskerne formår at bekræfte deres fund i større studier, er vejen banet for nye behandlingsmuligheder: I dag kan flere lægemidler binde og fjerne hæmoglobin, men de har endnu ikke været afprøvet ved sclerose.
Forskernes mål er således at fokusere fremtidige undersøgelser på at fjerne overskud af fri hæmoglobin fra blodet, hvilket forhåbentlig vil kunne nedsætte tabet af hjerneceller.
Man kan læse mere om studiet her.
Blod og jern: Når røde blodceller bliver gamle og brister, flyder jernholdig hæmoglobin ud i blodet. Normalt fjernes det fra blodbanen, men hos nogle personer sker det ikke altid ordentligt, eller også brister ekstra mange blodceller. Man har længe vidst, at for meget fri hæmoglobin, og deraf jern, i blodet kan ødelægge vitale processer i kroppen. Og at ophobning af jern i blodbanen i hjernen kan beskadige nerverne.
Hæmoglobin og sclerose: Hæmoglobin er et jernholdigt protein, som udgør det meste af de røde blodceller. Hæmoglobin binder det ilt, som blodcellerne transporterer fra lungerne og ud til resten af kroppen. Tidligere studier har peget på, at sclerosepatienter har svage røde blodceller, der lettere brister, så hæmoglobin lettere udskilles i blodet.