Jespers mor har sclerose: “Hvis hun har en dårlig dag, så venter jeg”

Det er ved at være nogle år siden, at jeg fik at vide, at min mor nok var syg. Jeg havde godt tænkt, at hun var lidt meget derhjemme, i forhold til hvad hun plejede. Da jeg fik at vide, det var sclerose, var jeg på en måde lettet, men så alligevel ikke. Det var lidt nederen at få at vide. Fordi jeg var bange for, hvad der skulle ske med hende. Hun fortalte jo, at det var bedre, end hvad det ellers kunne have været, men at det stadig var noget alvorligt. Bagefter googlede jeg lidt.

Jeg har lige skulle vænne mig til det hele. Hun er meget træt og meget hjemme. Der er nogle flere ting herhjemme, som hun plejede at gøre, men hvor jeg nu selv skal gøre det. Hun kan heller ikke køre mig til fest om aftenen, som hun plejede. Hvis jeg kommer tidligt hjem, så er hun altid hjemme. Det er hyggeligt nok, så får jeg jo talt lidt mere med hende – og hun kan køre min kæreste til bussen om morgenen. Men det er forskelligt fra dag til dag, hvor meget energi hun har. Jeg kan godt mærke på hende, om hun har en god eller dårlig dag. Hvis hun har en dårlig dag, så venter jeg, til hun er i bedre humør, hvis jeg har brug for hende. Og det er irriterende, men man vænner sig til det.

Min mor spørger ikke så meget ind til, hvordan jeg har det. Det kan godt være lidt svært at snakke med hende om det. Det er underligt at tale om. Måske fordi det er hende, der er syg, og hun har det svært nok i forvejen. Nogle gange taler jeg med mine venner om, at min mor har sclerose, men det er ikke meget. Jeg kan jo godt se, at deres forældre kan mere, end min mor kan. Jeg har gør nogle ting selv, som de ikke har skullet. Kører mine søskende til ting og sådan noget. Jeg tænker nogle gange over, om hun mon får det bedre, eller om det bliver værre. Jeg håber jo, det fortsætter som nu, og at der ikke kommer de store problemer.

Uforudsigeligheden er lidt svær. For det er svært ikke at vide, om hun skal arbejde eller på førtidspension – især nu, hvor alting bliver dyrere. Sclerosen fylder mere i hverdagen, end jeg havde forestillet mig. At hun ikke arbejder så meget og er gået fra fem dage til én – og nu nærmest slet ikke. Jeg havde forestillet mig, at hun måske ville gå ned til tre-fire dages arbejde om ugen. Men så kan hun måske gøre nogle andre ting.

Jeg har tænkt på, om jeg selv får sclerose. Når jeg går i mine egne tanker i løbet af arbejdsdagen – og hvad jeg så ville kunne holde til. Men hvis jeg får det, så må jeg jo tage det, som det kommer. Det er nok ikke noget, jeg behøver at tænke så meget over.