Gå til hovedindhold

Jette lever med syv forskellige sygdomme

10. januar 2020
Kort fortalt

Ud over sclerose har Jette Bay seks andre sygdomme. Det kræver planlægning, vilje og et positivt mindset, men ifølge Jette er de mange sygdomme ikke på bekostning af et godt liv. 

 

Klap, klap … Jette placerer skiftevis sine hænder oven på hinanden for at vise, hvordan sygdommene er kommet til en efter en: Allergi, astma, psoriasis, gigt, forhøjet blodtryk, type 2-diabetes og sclerose, som Jette fik i en alder af 42 år. 

68-årige Jette Bays liste af sygdomme er lang. Nogle kender hun ikke årsagen til – det gælder for eksempel sclerose. Andre sygdomme som forhøjet blodtryk og type 2-diabetes ligger til familien eller er følgesygdomme. 

Måtte tilpasse sit liv 


Jette har gennem hele sit liv måttet tilpasse sig de nye udfordringer, hver gang en ny sygdom er kommet til. Det var især hårdt, da hun fik konstateret sclerose. Kort tid efter blev hun fyret fra sit drømmejob som chef for en kommunal børne- og ungdomstandpleje. Men selvom det ramte Jette hårdt, blev det et vigtigt vendepunkt. 
 

Efter at jeg havde grædt ud, tog jeg en beslutning om at lægge mit liv om. Det var ikke let, men jeg ville prøve at leve hver dag, som var det den sidste. I dag betragter jeg altid glasset som halvt fyldt – med en forfriskende kølig og boblende champagne

Jette Bay

De næste år arbejdede Jette som konsulent på nedsat tid, indtil hun blev førtidspensionist. I dag er Jette, hvad hun selv kalder, fultidsfrivillig. Blandt andet har Jette været frivillig i Scleroseforeningen i mere end femogtyve år, hvor hun også har været næstformand.

Hverdagen som multisyg 


Piller, fysioterapi, lægebesøg, for ikke at nævne alle de forbehold, Jette må tage på grund af sin sclerose, fylder i hverdagen. Blandt andet har hun dårligt syn, nedsat gangdistance og dårlig finmotorik, som ifølge Jette kan gøre det svært at huske sig selv på, at man også er andet end bare sygdommene. 

”Det er svært ikke at få en identitet som syg, når man hele tiden bliver mindet om sygdom i dagligdagen. Og det gør man som multisyg,” fortæller Jette.


Selvhypnose, børnebørn 
og maling


”Jeg holder mine smerter nede med selvhypnose. Og så prøver jeg at være god ved min krop ved at passe min træning og spise sundere,” fortæller Jette og peger på de rugbrødschips og nødder, som står på bordet, hvor vi sidder og snakker over en kop kaffe. Den ændrede livsstil betyder, at Jette ikke længere tager medicin mod sin diabetes. ”Men jeg bruger stadig rigtig meget tid på mine sygdomme,” understreger Jette. 

Derfor er det ifølge Jette også vigtigt at fokusere på alt det og alle dem, hun elsker. Hun prioriterer især tid med sine tre børnebørn og til sine fritidsinteresser:  

”Jeg har altid været meget kreativ og plejede at lave en del håndarbejde. Men på grund af min sclerose har jeg ikke længere finmotorikken til det. Så jeg begyndte at male med akvarel,” fortæller Jette. 

Professionel og passioneret patient 


Jette bruger også en stor del af sin tid og frivillige kræfter i Region Hovedstadens Patientinddragelsesudvalg, hvor hun ud fra sin baggrund som sundhedsfaglig og sine egne personlige erfaringer arbejder for bedre vilkår for multisyge. 

”Jeg er ikke ret god til at holde rigtigt fri, men jeg prøver. Som sclerosepatient ved jeg, at alting har en pris, og at det handler om at bruge sin energi med omtanke,” siger Jette og smiler: ”Men jeg sagde jo også ja til det her interview med dig, Emilie.”

Der er ingen kommentar endnu