København-Skagen, uden bekymringer
Bruno Lindquist fra Høng fik konstateret sclerose i 1996 – samme år som Bjarne Riis vandt Tour de France. Siden 1996 er Bjarne Riis' Tour de France-sejr kommet i dårligt lys, hvorimod Brunos liv er sat i et positivt lys med en aktiv livsstil ud over det sædvanlige.

Brunos mentale og fysiske formåen står i dag stærkere end nogensinde trods sclerose, og han er klar til at give den max gas til Scleroseforeningens fundraisingevent MS Bike Challenge 2017. Eventet er et cykelevent, der starter ud i København og afsluttes på toppen af Danmark i Skagen 30 timer senere.
Bruno har valgt at køre samtlige 722 km fra København til Skagen alene, trods det at han har sclerose. Udfordringen ligger i om hans udholdenhed rækker til at gennemføre hele den lange distance.
Motivation og indsamling
Brunos største motivation er at overbevise sig selv om, at han kan. Han har tidligere deltaget i en lang række events, både inden for løb, forhindringsløb og cykelløb. Med MS Bike Challenge har Bruno valgt at tage sin motion op på et højere niveau og samtidig støtte forskning i sclerose.
På betternow, som er en online fundraisingside, har Bruno startet sin indsamling til MS Bike Challenge og dermed også for en verden uden sclerose. Bruno kæmper for at samle penge ind ved blandt andet at bortauktionere gavekort som han har fået via forskellige kontakter. Brunos mål for indsamlingen til MS Bike Challenge er 10.000 kr., men det må også meget gerne blive mere.
Bruno ved, at han har styrken til at gennemføre MS Bike Challenge, så han skal bare bruge kræfterne rigtigt. Derfor er strategien for løbet at køre langsomt og bare komme derud af.
”Når de 30 timer er ovre, så skulle jeg gerne holde i Skagen,” siger Bruno Lindquist.
Det vigtigste mål for Bruno er at komme igennem, men han vil da også gerne ligge i den bedre halvdel af de 130 deltagere, da han også er et konkurrencemenneske.
En aktiv livsstil
Til hverdag er Bruno tømrer, og sclerose forhindrer ham ikke i at arbejde på lige fod med sine kollegaer. Skulle det være nødvendigt med særlige hensyn til Bruno, så er hans arbejdsgiver både omsorgsfuld og forstående. Bruno lever en meget aktiv og sund hverdag, hvor han løber tre gange om ugen, cykler et par gange og træner andre former for sport ved siden af. Den friske sportsudøver er uden tvivl en mand, som holder sig i rigtig god form, men samtidig lever han også med meget få gener fra sclerose.
Bruno har tidligere haft problemer med balancen og smerter i benene. Begge dele er han sluppet af med igen. Efter Brunos eget udsagn skyldes det motionen, som holder sygdommen nede og samtidig giver ham mere energi.
”Jeg vil bare holde mig i gang, ellers er jeg bange for, at sygdommen tager over, ”siger Bruno Lindquist.