Kognitive forandringer og seksualitet
Når personligheden ændrer sig, og de kognitive evner forandres, påvirker det også seksualiteten, både for dig og din partner. Men med lidt justeringer og en god del vilje og nysgerrighed, er det muligt at opnå et tilfredsstillende og nydelsesfuldt sexliv.

I tidligere nyhedsbreve har du kunnet læse om, hvordan de fysiske udfordringer, som følger med sclerose, kan påvirke seksualiteten og sexlivet. Men sclerose rammer ikke alene fysisk; mange oplever også kognitive forandringer. Det kan f.eks. være sværere at overskue sociale sammenkomster og større forsamlinger, det kan være, du oplever pludselige vredesudbrud eller bliver meget ked af det eller bange, og koncentrationen og hukommelsen er måske ikke den samme som før.
Alt det påvirker naturligvis også seksualiteten og lysten til sex. Det kan f.eks. være:
- At du mister overblikket over den seksuelle akt og har svært ved at overskue at gennemføre den.
- At du nemt bliver distraheret, f.eks. af lyde fra gaden, så du mister fokus og simpelthen begynder at tænke på eller lave noget helt andet midt i den seksuelle leg.
- At du som mand oplever, at den nedsatte koncentrationsevne påvirker din evne til at få rejsning.
- At du som kvinde oplever nedsat lyst og har svært ved at blive våd, når du har svært ved at koncentrere dig om den seksuelle leg.
- At du oplever, at lysten generelt er dalende, fordi du har svært ved at overskue din seksualitet – dette påvirkes ekstra, hvis du oveni har fysiske udfordringer som følge af sclerosen.
- At sex bliver noget, der skal overstås hurtigt, så du ikke mister koncentrationen.
- At din partner finder det frustrerende hele tiden at skulle koncentrere sig om at få dig til bevare fokus, så I bliver i den rette stemning.
- At du har svært ved at følge med mentalt eller følelsesmæssigt under den seksuelle leg og derfor kan komme til at opleve det som ubehageligt eller som et decideret overgreb.
Heldigvis er der nogle metoder, I kan have glæde af, og som kan hjælpe jer med at få et tilfredsstillende sexliv på trods af kognitive forandringer.
Tal sammen og prioriter de gode øjeblikke
Først og fremmest er det vigtigt, at du/I er åbne om de forandringer, der sker. Få sat ord på, hvordan de kognitive forandringer påvirker dig og din seksualitet. Gør det klart for dig selv – og dernæst din eventuelle partner – hvad der er svært for dig. Jo mere du ved om, hvordan de kognitive forandringer påvirker din seksualitet, jo nemmere bliver det at gøre noget ved. Derfor er det nødvendigt at være ærlig og nysgerrig. Bliver du meget forstyrret af lyde, kan ørepropper være en løsning, og hvis du ved, hvordan din partner kan hjælpe dig med at bevare koncentrationen, så fortæl ham eller hende om det. Lad også din partner få lov til at sætte ord på, hvad der er svært for ham eller hende.
Det er så vigtigt, at I taler åbenhjertigt sammen om, hvad I hver især har lyst til og måske savner. Arbejd sammen om, hvordan I kan ”(genop)træne” seksualiteten. Fortæl din partner om, hvorfor du reagerer, som du gør, og søg viden om kognitive forandringer. Når I begge to forstår, hvorfor du nogle gange kommer med pludselige vredesudbrud eller bliver meget ked af det, bliver det nemmere at håndtere. Prøv at lægge mærke til, om der er perioder, hvor det er værre, og om der er noget, der måske udløser det, som I kan ændre.
Dernæst er det en god idé at prioritere partid, familietid og alenetid. Hvis du oplever kognitive forandringer, kan det være en stor udfordring at være sammen med hele familien eller alle vennerne på en gang, og derfor er det vigtigt at melde ud, hvorfor du kun er med engang imellem, og hvorfor du måske ofte går tidligt. Så skal du ikke bruge så meget energi på at tænke over, hvad de andre måske synes. Det er altid bedre at være åben end at forsøge at skjule det.
Når du satser på kvalitetstid frem for kvantitet med familie og venner og kan være ærlig og passe på dig selv og tage hensyn til de udfordringer, du har, vil du opleve at få mere overskud – også til sex. Accepter, at du ikke kan det samme som før i sociale sammenhænge, og glæd dig over de gode stunder frem for at ærgre dig over det, du ikke kan være med til.
Brug tiden effektivt. Lad være med at have for store forventninger til, at I skal ud at opleve en masse – prioritér i stedet de små ting i hverdagen, hvor I kan nyde nærvær og sammenhold og bare det at være sammen. Hellere små øjeblikke af intimitet, der giver lykke, glæde og lyst, end store øjeblikke, der skuffer og giver frustrationer.
Tips og tricks til et dejligt sexliv med kognitive forandringer
Hvis du oplever kognitive forandringer, kan det være en stor udfordring i sig selv at skulle overskue at arbejde med seksualiteten. Derfor kan det være en fordel og skabe tryghed, at I gør, som I ”plejer”, og så hen ad vejen forsøge at lave små justeringer og se, om det kan gøre en forskel.
Her er nogle forslag, I kan prøve jer frem med:
- Læg sexlivet ind i faste rammer og rutiner. På den måde er det nemmere at overskue, og det behøver ikke være så kedeligt, som det måske lyder. Rutiner behøver ikke betyde, at man laver det samme hver gang, og selv små justeringer kan betyde store forskelle, når det gælder sex. I kan f.eks. planlægge en dag om ugen, hvor I er sammen. Skriv den i kalenderen, så det er tydeligt for begge parter, hvad der skal ske. Skriv eventuelt ned, hvad I har tænkt jer at gøre, så I begge kan forberede jer på en hyggestund med intimitet, seksualitet og eventuelt samleje. Vær nysgerrig og juster jeres måde at være sammen på fra gang til gang – rutinen og genkendeligheden vil alligevel gøre det nemmere at overskue og kan lette koncentrationen.
- Afslut de ting, du er i gang med, inden I går i gang med det seksuelle, så du ikke bliver distraheret af vinduet, der ikke blev pudset færdigt, af vasketøjet, der skal lægges sammen, eller noget helt andet.
- Hvis du oplever, at de kognitive forandringer nedsætter din lyst til sex generelt, kan du have glæde af at læse klummen i sidste nyhedsbrev, som handler om manglende lyst, her.
- Sluk for alt det, der kan forstyrre; tv, telefoner og computere. Luk vinduerne, rul gardinerne ned og skab en dejlig, intim stemning med stearinlys, dæmpet musik og dejlige puder og tæpper. Det kan også gøre det nemmere at huske, hvad det er, I er i gang med. Sørg for, at så lidt som muligt kan distrahere jer under legen. Hvis du alligevel bliver forstyrret og mister fokus, så bær over med det og forsøg blot stille og roligt at komme tilbage i stemningen. Hvis det ikke lykkes, er det helt okay, så prøver I bare igen næste gang.
- Mange oplever, at de kognitive forandringer forværres ved træthed, sørg derfor for at få al den hvile og søvn, du kan. Dyrk seksualiteten, når du er så frisk og veludhvilet som muligt.
- Afsæt god tid. Mange oplever at kunne det samme som tidligere, men at det bare tager længere tid.
- Sig farvel til det, der ikke fungerer, og goddag til det, der fungerer. Lad være med at hænge fast i, at det hele skal være som før. Hvis I gør det, kan det resultere i en masse sårede følelser og dårlige oplevelser. Det giver langt større glæde og ro og et bedre overblik til at indlære nye måder at være sammen på, når I glæder jer over det, der fungerer. Du/I kan læse mere om, hvordan I kan glæde jer over en ny seksualitet i nyhedsbrevet her.
- Spring endelig over, hvor gærdet er lavest. Brug de nemmeste stillinger, brug hjælpemidler, brug alt, hvad I oplever, kan gøre det nemmere for jer. Måske har I et stykke musik, I ofte hører, når I har sex, som hjælper med koncentrationen. Jo nemmere I gør det for jer selv, jo større vil overskuddet blive til hen ad vejen at finde nye måder at være sammen på.
- Kend dine egne styrker og svagheder, så du kan sætte realistiske mål og undgå unødvendige nederlag. Udnyt den seksualitet, du kan overskue, og undgå at lægge pres på dig selv. Hvis du savner at ligge i ske, men ikke tør, fordi du tror, din partner så forventer samleje, så fortæl om det. Måske savner din partner det lige så meget, men har heller turde tale om det.
- Vær intime sammen, uden at det nødvendigvis skal ende med sex. Husk at kysse hinanden, røre hinanden, rose hinanden og kigge hinanden i øjnene. Jo mere intimitet, I deler, jo mindre farligt føles det at turde være ærlig om seksualiteten.
- Erkend dine begrænsninger og tag hensyn til dem. Vær ikke tilbageholdende med at bede om hjælp under den seksuelle akt, hvis du ”farer vild” og glemmer, hvad det er, der sker.
- Det kan være en god idé at benytte en notesbog, hvor du skriver ned, hvad I ”plejer” at gøre. Gå i detaljer og læs det ofte og flittigt, gerne som ”opvarmning” til sex. Det kan hjælpe din koncentration og hukommelse under akten. Du kan også bruge notesbogen til at notere, hvad der betyder noget for din partner. Derudover kan du bruge en kalender, hvor du f.eks. skriver ned, at du skal huske at give din partner komplimenter eller give ham/hende et kram, så du ikke glemmer det. Selvom det ikke er spontant, er følelsen stadig ægte, og det kan give mange gode oplevelser.
Uanset hvad du/I forsøger jer med, så husk altid at bruge humor og grin af jer selv. Det kan føles meget akavet i starten, når man skal lære en helt ny seksualitet at kende og måske planlægge det i kalenderen, men jo mere I kan joke med det og grine af det, jo sjovere og nemmere bliver det for jer begge to. Hvis det hele bliver for alvorligt, kan det nemt blive en byrde at skulle udforske seksualiteten i stedet for den glæde og nydelse, det gerne skulle være.
Hvis du oplever, at det ikke bliver bedre, men gerne vil videre med din seksualitet og nyde et dejligt sexliv, vil jeg anbefale, at du kontakter en autoriseret sexolog eller en af sexologerne i Ry eller Haslev.
I næste nyhedsbrev kan du læse om at være single med sclerose. Hvad kan du selv gøre for, at du føler, du har ”kærestepotentiale”, selvom du er syg? Hvorfor kan det føles så svært og uoverskueligt at finde en partner, og hvad kan du selv ændre? Hvordan arbejder man med sin seksualitet uden en partner? Få svar på det og meget mere i næste klumme.
I mellemtiden er du velkommen til at skrive til mig på sexolog@elseo.dk, hvis du har forslag til emner, du godt kunne tænke dig, jeg skriver om. Du kan også følge mig på Facebook her, hvor jeg jævnligt poster links til blogindlæg om sygdom og seksualitet. Du kan også finde dem på min hjemmeside.
Rigtig god fornøjelse!