Kort tid efter diagnosen blev Louise nødt til at forholde sig til spørgsmålet om børn

”I de perioder, hvor jeg syntes, at det var særligt hårdt, har jeg spurgt dig, om det her valg var dumt af os,” siger Louise, mens hun kaster blikket mod sin mand, Lasse.

For lidt over et år siden blev Louise og Lasse forældre for anden gang. Men processen før og efter graviditeten var slet ikke at sammenligne med den, de havde oplevet fem år forinden.

Andre må indblandes

Louise mistede nemlig sit syn på det ene øje, kun 11 måneder efter at deres første barn kom til verden. Og få uger senere fik hun diagnosen sclerose.

”Jeg startede hurtigt op på medicin, og allerede der spurgte min neurolog, om vi ønskede flere børn,” fortæller Louise.

”Det blev pludselig en beslutning, der skulle inkludere mange flere mennesker end blot Lasse og jeg. Så den der romantiske forestilling, om at man skal have endnu et barn sammen, blev mere et praktisk projekt, og det, syntes jeg, var svært,” uddyber hun.

Anderledes overvejelser

Louise tøver, da Lasse fortæller, at beslutningen om endnu et barn som sådan ikke var sværere, end første gang de traf den.

”Det er jeg ikke enig i,” indskyder hun.

Men de når hurtigt frem til, at beslutningen nok altid har stået klar. At det var noget andet, der gjorde processen anderledes og mere vanskelig.

”Vi har jo hele tiden haft et ønske om at få flere børn. Det betød meget for os, at vores dreng ville få en søskende. På den måde vil de også altid have hinanden og kunne dele de svære tider, hvis jeg for eksempel bliver hårdere ramt senere hen,” fortæller Louise.

”Men der har været mange anderledes og svære overvejelser, som vi var nødt til at forholde os til og tænke grundigt igennem. Hvor stor er risikoen for, at der kommer aktivitet i min sygdom? Bør vi droppe amningen, så Lasse bedre kan tage over? Hvordan klarer vi os igennem forskellige scenarier, som muligvis kan opstå, når man har den her diagnose?” opremser hun.

Greb om frygten

Der er bare flere udfordringer ved at få et barn, når man samtidig lever med en kronisk sygdom som sclerose, mener Louise. Men hendes sygdom har været i ro det meste af tiden, og det blev skelsættende for, at Louise og Lasse turde kaste sig ud i projektet med at få endnu et barn.

”Hvis vi hele tiden skal forholde os til, hvordan sygdomsforløbet kan ændre sig i fremtiden, er det jo ikke muligt at leve vores liv til fulde. Så ville vi standse vores egen lykke, og den indstilling har været afgørende for, at vi besluttede at få et barn til. Men selvfølgelig ligger der en lille frygt bag,” fortæller Louise.

”Derfor var det også vigtigt for os at inddrage mine forældre i beslutningen. De har været en kæmpe hjælp, lige siden jeg fik diagnosen, og med et barn mere ville vi nok være nødt til at trække ekstra på dem i perioder,” uddyber hun.

Og det støttende bagland blev der brug for. For kort tid efter at Louise og Lasse fik deres anden dreng, begyndte sygdommen at blusse op.

”Det er, som om det først er dér, det for alvor går op for en, hvad det er for en sygdom, man lever med. Der har jeg et par gange tænkt, om det nu var den rigtige beslutning at få et barn til. Men nu er der ro på min sygdom igen, og jeg er så glad for, at vi gjorde det,” konstaterer Louise.