Lise Ipsen: "vær positiv og tænk fremad"

Efter at være blevet ramt af svimmelhed og synsnervebetændelse fik 63-årige Lise Ipsen fra Aakirkeby på Bornholm konstateret attakvis sclerose i sommeren 2016. Men i november 2017 blev diagnosen ændret til primær progressiv sclerose. I dag er hun med i en forsøgsordning med medicinen Ocrevus.

I hverdagen mærker jeg min sclerose…

ved at jeg har en del koncentrationsbesvær, men det afhjælpes ved at lave noget andet i en halv times tid. Jeg har lidt gangbesvær og problemer med balancen. Men jeg giver ikke op. Jeg arbejder konstant på at holde alle mine sanser ved lige. Jeg træner hele tiden et eller andet – mine hænder, min hjerne, min balance.

Havde jeg ikke fået sclerose…

havde jeg fortsat haft min virksomhed, hvor jeg arbejdede som selvstændig gartner med egenproduktion og detailsalg gennem 14 år. I dag er jeg førtidspensionist. Nu har jeg tid til at passe på mig selv. Jeg er stadig lige så meget værd som alle andre, jeg har bare mine begrænsninger og en anden måde at gøre tingene på. Men jeg føler ikke, at jeg ikke laver noget – jeg har bare skiftet stillingsbetegnelse. Som jeg siger: “Der er altid noget at lave for en husmor”.

Hvis jeg skulle give et råd til andre…

ville jeg sige ’vær positiv og tænk fremad’. At tænke på fortidens skavanker og hændelser, kan ikke bruges til noget i dag. Og så sørg for at søge den hjælp, der er at få – og gør brug af dit netværk.

Det, der har hjulpet mig mest, er…

at der hele tiden er blevet talt om sygdommen. Inden diagnosen talte jeg med mine kunder om, at der var noget galt. Jeg vidste bare ikke hvad. Efter diagnosen har det ikke været en hemmelighed, at jeg har sclerose. Jeg taler gerne om sygdommen og om mine behov, når jeg kommer rundt. Fx kan jeg godt bede kassedamen i supermarkedet om at køre mine varer i den bane, som er tættest på mig, fordi jeg er nødt til at have støtte, når jeg skal pakke dem.

Og så har det absolut været en hjælp at finde den medicin, der passer til mig. Jeg er i dag så klar kognitivt, at jeg efter fire års pause kan køre bil igen. Det gør, at jeg er mere frigjort. Mit syn er blevet bedre, og mit humør er mere positivt.

Jeg havde aldrig klaret mig uden…

min ægtefælle, vores børn og børnebørn. Da jeg fik min diagnose, sagde min mand: ”Du har passet mig i 40 år, nu er det min tur til at passe på dig.” Mine børnebørn gør mig også glad. Når mit ene barnebarn leger linedanser på jorden, for ”sådan går Bedste”. Eller mit andet barnebarn spiller fodbolden lige til mit ben, så jeg ikke skal løbe efter bolden. Det er specielt at se, hvordan mine børnebørn opfører sig omkring mig. Det varmer mit hjerte.