Lisette uddanner sig på trods

Det er en lørdag morgen midt i februar, og 34-årige Lisette Langberg spiser morgenmad sammen med otte andre, der uddanner sig til par-og psykoterapeut hos Carl-Mar Møller i Kokkedal.

Lisette startede i september 2014, og én weekend om måneden bruger hun i den stråtækte bygning langt væk fra hverdagen i Skive. Om natten sover hun i ’Slyngelstuen’. Det er et lille udhus, hvor møblerne er stablet oven på hinanden, og hvor madrasser blokerer døren og isolerer for snakken fra sovesalen og stuen, så hun kan få ro til at sove.

”Jeg har brug for rigtigt meget søvn. Jeg tager en middagssøvn på tre timer hver dag, og når jeg putter min søn klokken 19, går jeg også i seng. Det har været rigtigt svært at acceptere, at jeg skal sove så meget, for allerhelst vil jeg være lige som alle andre,” fortæller hun over en cigaret i gården foran huset.  

Trætheden styrer hverdagen  

Lisette fik konstateret sclerose i 2009, men sygdommen viste sig mange år i forinden. Det betyder, at hun i dag er førtidspensionist, og for at hverdagen skal fungere, skal hun lytte godt efter sin krop og de signaler, den sender hende.

”Jeg kan godt presse mig igennem en dag uden at sove, men så er jeg ikke rigtigt til stede. Der er ingen tanker eller følelser. Ved at sove midt på dagen kan jeg meget bedre være til stede i nuet, og jeg får energi nok til at nyde de vågne timer,” fortæller hun.

Uddannelsesweekenderne hos Carl-Mar Møller er ekstra hårde for Lisette. Denne weekend er ingen undtagelse. Hun vælger nemlig at lade være med at sove om dagen, mens hun er der. Det tærer på kræfterne, og hun må sove ekstra meget i ugen efter. Men det er en pris, hun gerne betaler.

”Jeg er begyndt at leve igen”

Før hun mødte op hos Carl-Mar i september, var der en lang række ting, hun afholdt sig fra at gøre. Hun regnede med, at hun ville blive for træt, eller at hun ikke kunne følge med i andres samtaler, fordi ordene forsvinder, og lydene blandes sammen i en stor pærevælling oppe i hovedet.  

”Sclerosen styrede mit liv. Jeg har sat mange begrænsinger for mig selv, og jeg har ofte taget sorgerne på forskud. Jeg troede ikke, at jeg kunne. Men jeg er ved at lære, at der er ting, jeg godt kan på trods af min sygdom," fortæller hun. 

Hun er fast besluttet på at få mere ud af livet. Derfor presser hun sig selv helt til grænsen, og tager en uddannelse, som nogle gange kræver for meget. Men hun gør det, fordi hun nægter at lade sygdommen ødelægge mere end det allermest nødvendige. 

Drømmen om en arbejdsidentitet

Lisette drømmer om at blive færdig med den fireårige uddannelse, så hun kan arbejde derhjemme nogle timer om ugen som par- og psykoterapeut.

”Men med den her sygdom ved jeg ikke, om det kan lade sig gøre. Jeg ved ikke, hvordan den udvikler sig, men jeg håber," fortæller hun, mens hun viser rundt i huset. 

Det gode ved uddannelsen er, at Lisette ikke skal møde i skole hver dag, og hun er ikke nødsaget til at koncentrere sig i mange timer ad gangen. Hun kan læse på de tidspunkter af dagen, hvor hun har mest energi. 

Kontroversielle Carl-Mar Møller   

Inden hun startede på uddannelsen, var hun skeptisk på grund af det billede, hun havde af Carl-Mar Møller som værende en helt særlig type. Han er kontroversiel, og han er politisk ukorrekt. Under morgenmaden kaster han om sig med ord som pik og kusse, og mange af hans historier involverer fornævnte kønsdele. 

”Men han er meget mere end det. Jeg ser ham først og fremmest som en terapeut med stor social forståelse, og så har han enorm empati for de svage,” siger Lisette, der også fortæller, at man sjældent ved, hvad man får med sig hjem fra weekenderne.

”Der er aldrig lagt nogen plan på forhånd, men hver gang jeg kommer hjem, er jeg blevet meget klogere på, hvordan jeg skal agere som terapeut, og jeg har fået svar på alle de spørgsmål, jeg har stillet.”

Terapi er ikke noget, man læser sig til  

Uddannelsen varer fire år, men hvert år får man et eksamensbevis, og eksamen foregår under et sommerkursus, hvor kursisterne i løbet af en uge får en række klienter i terapi.

Lisette har ikke energi til at gøre det på den måde, så hun har i stedet en klient i 10 timer hjemme hos sig selv og deltager to dage på sommerkurset, for også at få det sociale aspekt med.

”Carl-Mars filosofi er, at vi kun lærer noget ved at gøre det i praksis. Han mener ikke, at man kan blive terapeut, hvis ikke man selv har været i terapi, så derfor øver vi os på hinanden,” fortæller hun, mens holdet går op i sovesalen, som i dagtimerne fungerer som terapi-rum.

Denne lørdag bliver der arbejdet med forskellige teknikker, der kan hjælpe klienter til at få afløb for indestængt vrede, ligesom de taler om, hvordan man i terapien håndterer klienter, der har været udsat for mange afvisninger.