Louisa Lorang præsenterer: Her er menuen til MS Middag 2022
Der er masser af krydderier, smag og sprødhed i den menu, der bliver serveret, når mennesker i hele landet sætter sig til bords for en verden uden sclerose til oktober.

Pang på farverne og knas mellem tænderne kendetegner det populære asiatiske køkken. Og det er lige præcis det, tv-kok og koge-bogsforfatter Louisa Lorang har ladet sig inspirere af, da hun satte sig ned for at udvikle dette års menu til MS Middag. ”Det asiatiske køkken er jo et bredt køkken ligesom det europæiske – bare endnu vildere. Jeg elsker både de snaskede og friterede elementer og alle de bunker af stærke krydderier, de benytter. Og så byder køkkenet også på et hav af friske, sprøde grøntsager og urter, der gør det både sundt og velsmagende,” fortæller Louisa til Copenhagen Food. Og alle de elementer indgår i menuen til MS Middag.
Det asiatiske køkken er en nem og overskuelig måde at få velsmagende og næringsrige råvarer ind i din kost på. Det indeholder nemlig masser af grønt – uden at være kedeligt. ”Det skal jo smage af noget. Smager det grønne af tilpas meget, bliver vores sanser og vores forestilling om at spise med forskellige smagsindtryk tilfredsstillet,” siger Louisa.
Vil du også være med til MS Middag?
Den vigtigste gæst
Maden er selvfølgelig vigtig, når der dækkes op til MS Middag i de danske hjem. Men fællesskabet om at have fokus på sclerose er selvfølgelig den vigtigste gæst ved bordet, når danskere over hele landet inviterer venner, bekendte, kollegaer, familie eller naboer til en lækker asiatisk middag, hvor vigtige samtaler får et rum – og værten samtidig opretter en personlig indsamlingsside.
”Maden smager bare bedre, når du indtager den sammen med mennesker, du kan lide – og når det er i en god sags tjeneste,” siger Louisa Lorang.
Her er menuen til MS Middag 2022
Rispapirchips
Sprøde rejer med chilimayo
Vietnamesiske Forårsruller
Thai-style oksekødssalat
Kylling i rød karry med sprøde grøntsager
Chokoladekage med vaniljeis og syltet ananas