Lov er lov, og lov skal holdes. Gælder det også kommunerne?

Af Thomas Davidsen, freelancer

Sidste efterår kulminerede debatten om kommunernes retspraksis.

Efter en periode med en stribe landskendte eksempler på svigt og forkerte afgørelser i landets kommuner kom det for en dag, at Odense Kommune ulovligt havde lukket 180 børnesager uden at skele til sagernes indhold. Alene ud fra en beslutning om at spare på budgettet. 

Der var ingen tvivl om, at sparehensyn var gået forud for børnenes tarv, for man var i kommunen gået så vidt som til at formulere strategien skriftligt. 

Sagen i Odense var et wake-up call, ­vurderer formand for Advokatrådets Strafferetsudvalg ­Sysette Vinding Kruse. 

»Advokatrådet var allerede i foråret 2015 gået ind i debatten om retssikkerheden i forvaltningen, fordi der i nogle kommuner begyndte at tegne sig et billede af en grænsesøgende afgørelsespolitik, som frem for at have rigtigst mulige afgørelse som højeste ambition i stedet målrettet søgte lavest mulige ydelse. 

Man gik så vidt som til at tænke i, at ’folk kan bare klage over afgørelserne, men så sparer vi i det mindste udgifterne, mens klagesagen kører – og det kan tage langt tid’. 

Det er ikke bare en uacceptabel kynisme over for mennesker, for hvem den hjælp, de har ret til, er af vital betydning for deres livskvalitet. Det er også en ulovlig retspraksis,« siger Sysette Vinding Kruse. 

Kommunernes Landsforening erkendte problemet, men afviste, at der var tale om bevidst spekulation i lovbrud. Man gav en kompliceret lovgivning og lange sagsbehandlingstider i Anke­nævnet skylden. 

Så tog socialrådgiver i Scleroseforeningen Nadia Buchard fløjlshandskerne af i nogle konfronterende debatindlæg, hvor hun blandt andet stillede følgende spørgsmål om kommunernes praksis:

»Hvis det ikke skyldes ond vilje, hvad skyldes det så? Så må det jo være manglende kompetence.« 

Nye signaler

Noget tyder på, at der er sket noget siden. Både Nadia Buchard og Sysette Vinding Kruse registrerer i dag nye signaler fra politikerne og forvaltningerne. 

»Ankestyrelsen har faktisk reageret, blandt andet ved at etablere en taskforce, der tager ud til kommunerne og går i dialog om, hvordan ­sagerne afgøres korrekt, og en hotline til med­arbejdere i forvaltningen,« fortæller Sysette Vinding Kruse. 

Nadia Buchard er tilfreds med, at der politisk synes at være større og større lydhørhed over for at indføre ’opsættende virkning’, hvilket betyder, at man ikke kan fjerne en ydelse fra en borger, mens sagen kører. 

»Det er et skridt på vejen, for det fjerner et incitament til at tage sparehensyn, når det ikke er korrekt at gøre det.

Men når det er sagt, så er der lang vej igen. Den offentlige debat har været frugtbar, for der er kommet fokus på problemerne. Men stadig mangler man i kommunerne at skrue ambitionsniveauet meget højere op, når det gælder afgørelser specielt inden for den sociale lovgivning,« siger Nadia Buchard. 

Misforståelse af ­kommunernes rolle

De mekanismer, der skulle få kommunerne til selv at reagere på de dokumenterede svigt, er åbenbart sat ud af kraft, mener Nadia Buchard. 

»Derfor må politikerne reagere, hvilket der heldigvis også er noget, der tyder på, at de gør. Det er på høje tid, for det er jo helt uacceptabelt, at et system sætter lovgivningen ud af kraft for at få økonomien til at hænge sammen. Lov er lov, og lov skal holdes,« siger Nadia Buchard. Ifølge direktør i Scleroseforeningen Klaus Høm er det en misforståelse, at kommunerne tror, de skal være de grænsesøgende.

»I et retssamfund er det vigtigt, at forvaltningerne beskytter borgeren. Det kan aldrig være en offentlig myndigheds opgave at prøve at presse loven til det yderste til skade for borgeren. Tværtimod er det vigtigst at sikre, at man altid træffer afgørelser, som er inden for lovens rammer. Det er simpelthen fuldstændigt fundamentalt for et retssamfund,« siger Klaus Høm.

Det er ikke sagsbehandlerens rolle at spekulere i, hvor billigt kommunen kan slippe, mener han. 

»Det er politikernes opgave, og hvis vi er utilfredse med politikernes prioriteringer, må vi vælge nogle andre. Sagsbehandlerens fokus skal være på borgerens rettigheder, ikke kommunens budget. Ellers bliver det jo afgørende, om borgeren selv kan finde ud af at tale sproget, navigere i systemerne og råbe højt nok. Hvilket uundgåeligt rammer den ressourcesvage borger hårdest,« siger Klaus Høm.

De alarmerende tal

De sidste par år har Scleroseforeningen haft retssikkerheden i Danmark som en mærkesag. Og påpeget over for politikere og medier, at tallene, som dokumenterer, hvor mange forkerte afgørelser der bliver truffet i det offentlige, er alarmerende.

»Typisk ligger den andel af ankesager, som Scleroseforeningens medlemmer får medhold i, på mellem 70 og 80 procent. På den ene side er det en god nyhed, at medlemmerne får medhold. På den anden side er det jo tal, der fortæller deres egen historie om, hvor mange forkerte afgørelser der bliver truffet,« siger Nadia Buchard. 

I halvdelen af sagerne, som Scleroseforeningen fører for medlemmer, der anker en sag, er der en urimelig lang ventetid. Og i atter halvdelen af sagerne har forløbet været ’mangelfuldt og passivt’.

»Med den slags tørre tal på bordet kan man ikke undgå at blive indigneret. Er det selve viljen til at træffe korrekte afgørelser, som kan ligge på et lille sted?« spørger Nadia Buchard.