”Man kan jo fortsætte med at tale om en given situation, herfra og til man dør”

”Nej tak, vi skal ikke have flere børn. Uanset sclerose,” siger Lasse i et drillende tonefald, mens hans blik fanger Louises.

For seks år siden blev parret forældre for første gang. Det var den rosenrøde forestilling om, at to skulle blive til tre, fortæller Lasses hustru, Louise.

Men kun 11 måneder efter at deres lille dreng kom til verden, mistede Louise synet på det ene øje. Et par uger senere fik hun diagnosen sclerose.

”Vi gjorde os en hel del tanker og overvejelser, da vi besluttede, at vi ville have et barn mere, efter at Louise fik sclerose,” fortæller Lasse.

”Det er klart, at hvis vi vidste, at der ville være en øget risiko for, at Louises sygdomsforløb ville accelerere og blive mere aggressivt på grund af en graviditet, så havde vi sagt stop og været helt tilfredse med, at vi allerede har en søn,” uddyber Lasse.

Læger med på råd

Selvom hverdagen med et lille barn, arbejde og sygdom i perioder udfordrede de nybagte forældre, har overvejelserne om en familie på fire ikke været henlagt.

”Lige fra start har Louises neurolog spurgt ind til og fulgt med i vores overvejelser om flere børn. Så det har i den grad været en løbende proces, der har inddraget flere end kun os selv, og som strakte sig over flere år,” forklarer Lasse og understreger, at den lægefaglige vurdering har været afgørende for det valg, de traf.

”Hvis vi ikke havde fået den støtte og de råd, som Louises neurolog gav os, havde vi nok tvivlet mere. Men han var god til at inddrage os begge i processen, så jeg også vidste, hvad vi gik ind til, og hvordan vi sammen kunne forberede os bedst muligt på de scenarier, der kan opstå under og efter graviditeten. Det kræver jo også noget ekstra af den partner, som ikke har sygdommen,” uddyber Lasse.

Helt andre overvejelser

Valget om endnu et barn efter diagnosen var egentlig ikke dét, der ifølge Lasse var den største udfordring. For i bund og grund vidste de begge, at de gerne ville have flere børn, konstaterer han.

De overvejelser, der blev diskuteret igennem, og den risikovurdering, som var nødvendig at se nærmere på, ændrede dog situationen betragteligt, fra den første gang de skulle træffe beslutningen om børn.

”Det var nogle andre emner, vi var nødt til at få talt igennem og overvejet. Det var vigtigt for os at vurdere risikoen for, hvorvidt og i hvor høj grad beslutningen kunne påvirke Louises sygdomsforløb. Men når det er sagt, kan man jo fortsætte med at tale om en given situation, herfra og til man dør, uden at nogen af os er herre over, hvad der egentlig kommer til at ske,” udtrykker Lasse.

Men han lægger ikke skjul på, at beslutningen nok blev lettere af, at de fik deres første barn, inden bevidstheden om sclerose skulle trækkes ind i ligningen.

”Jeg har altid gerne villet have to børn. Men en af de helt afgørende grunde til, at vi ville have en til på trods af sclerose, var, at vi ikke ønsker, at vores dreng skal vokse op som enebarn. Det spillede en stor rolle,” fortæller Lasse.

Logistikken på plads

Ønsket om, at deres dreng skulle få titlen som storebror, blev en realitet efter en længere og yderst planlagt graviditet.

”Allerede inden fødslen besluttede vi konsekvent, at Louise ikke skulle amme. På den måde fik jeg mulighed for at kunne træde til om natten eller på de tidspunkter, hvor Louise havde brug for at blive aflastet,” forklarer Lasse.

”Og det samme havde Louises forældre mulighed for, når de passede drengene. Vi har et stærkt bagland, som har været en kæmpe hjælp for, at vi kan få logistikken med arbejde, familie og diagnosen til at gå op. Men jeg føler ikke, at Louises sygdom har ændret på den måde, vi ønsker at være familie på, eller at jeg som pårørende har været nødt til at give afkald på noget særligt,” siger Lasse og ser hen på Louise.