"Man må finde de sider i sig selv, man stadig kan bruge"
I mange år har Øivind Jakobsens glæde i livet handlet om hans tusindvis af gode idéer og utallige små projekter i hjemmet. I 2012 blev hans liv vendt på hovedet, da han fik diagnosen primær progressiv sclerose, men i dag har han fundet en ny måde at bruge sin fantasi og kreativitet på.
Den 60-årige Øivind Jakobsen har hele sit liv fået dagene til at gå med håndværksprojekter og gamle ting, han kunne give nyt liv. En gammel ladcykel blev det sidste projekt, Øivind havde mellem hænderne, inden han fik diagnosen primær progressiv sclerose i 2012. Fire år senere var Øivind afhængig af sin kørestol.
På trods af sin nye hverdag med konstant omstilling og erkendelse af, at sclerose forandrer hans krop, så har Øivind ikke givet op. Han har i stedet besluttet, at han vil bruge sine kreative evner på de ting, han stadig har mulighed for.
”Jeg gør de ting, jeg kan. Jeg finder siderne i mig selv, jeg stadig kan bruge – bare på en ny måde,” fortæller Øivind langsomt. Sclerosen har gjort, at hans stemme er lav, og han kæmper for at have kræfter til at fortælle de ting, han gerne vil.
De gode historier
De store ladebygninger på familiens nedlagte landbrug ved Vrå gemmer på et helt liv af gode historier. En af dem er en lille skotøjsæske af en campingvogn, som Øivind satte i stand for mange år siden. På familiens ferier blev den lille campingvogn trukket af en endnu mindre folkevognsboble med brogede, hjemmehæklede tæpper, og de sov alle fem sammen i det midlertidige miniaturehjem.
Om aftenen fortalte Øivind godnathistorier til sine børn. Historier, han ud fra egen fantasi digtede og gav sine børn med i drømmeland. De historier har han nu fortalt videre i sin helt egen bog, ”Brumlebien Basse”.
”Det er historier, jeg selv har fundet på. Jeg fortalte mange historier til børnene, da de var små, og nu håber jeg, at de kan blive fortalt videre,” fortæller Øivind.
At fortælle historier er nemlig en af de ting, han stadig kan. Og han har mange af dem. Sammen med sin bostøtte har han derfor fået skrevet godnathistorierne om bien Basse. Gennem Basses oplevelser kunne Øivinds børn genkende deres egne oplevelser og udfordringer. Bogen er blevet udgivet og foræret til Øivinds egne børn, og nu håber han, at historierne kan gøre det samme for andre børn.
”Man må bruge de ting, man kan. Man må finde de sider i sig selv, man stadig kan bruge, og man skal være åben over for tingenes tilstand. Livet er ikke slut, fordi man har en diagnose,” slår Øivind fast.
Humøret smitter
Øivind har i dag brug for hjælp hele døgnet. 13 gange i løbet af dagen og natten får hjemmet besøg af hjemmehjælpere, og for det meste er det nogen, Øivind kender – og de kender Øivind og hans gode humør. Øivinds kone Karin fortæller, at hans glæde og positive indstilling smitter af på omgivelserne.
”Plejepersonalet er rigtig søde, og der er plads til sjov og ballade med Øivind. Livskvalitet og mening i hverdagen er afhængig af et godt samarbejde med og mellem det kendte personale, der kender til Øivinds behov og funktionsniveau,” forklarer Karin.
Øivind stemmer i:
”Jeg har det ikke godt med at være negativ. Det får man noget ud af. Man skal huske at bevare humøret, det er der ingen, der kan tage fra dig. Det må være det ultimative,” siger Øivind og fortsætter: ”Jeg håber, at min historie han være et lille lys i mørket til andre, der har en svær diagnose. Jeg håber, de kan bruge det til at få nogle idéer til at gøre det, de vil.”
Fotos: Cathrine Ertmann.