Hvis ikke jeg havde haft sclerose, havde jeg…

fluefisket mere. Jeg har altid fisket meget. Jeg ville for eksempel gerne til New Zealand og fiske. Jeg kan stadig rejse – bare uden at fiske. Det handler bare om, at man må tilpasse sine drømme lidt. Det er klart, at livet ville have set anderledes ud uden sclerose. Jeg har for eksempel altid elsket at klatre i træer, men det går ikke, at jeg er bitter over det. Jeg må bare tage udgangspunkt i det liv, jeg har nu, og så arbejde ud fra det. 

Sclerose gør mig ked af det, fordi…

det er noget af en livsomvæltning at få sclerose. Men jeg går faktisk ikke rundt og er ked af det. Sclerose er blevet en del af mit liv, hvor jeg tilpasser mig sclerosen, og hvordan den begrænser mig. Jeg er afklaret med, at det er sådan, det er nu. I stedet er jeg egentlig mere ked af de personer med sclerose, som ikke er afklaret med sygdommen endnu. Det er så mentalt hårdt at være i det stadie, hvor sclerose kun ses som en begrænsning, der ødelægger alt. 

Gid, at jeg havde vidst før…

hvor mentalt hårdt, det ville være at få en kronisk sygdom. Jeg kendte godt til sclerose, så da jeg var på neurologisk afdeling, så vidste jeg godt, hvor det bar hen. Alligevel var jeg hårdt ramt mentalt i starten, hvor jeg skulle finde afklaring med at have sclerose. Heldigvis fik jeg vendt det til noget konstruktivt. Man kan jo aldrig forberede sig på at få sådan en sygdom, men man kan godt arbejde på, hvilken indstilling man har til den – det gør livet med sclerose noget nemmere. 

Man må bide hovedet af stoltheden og tage imod hjælp, hvis det er det, man har brug for. 

Jeg havde aldrig klaret mig uden …

min elskede kæreste! Hun har været en kæmpe støtte. Og så hjælpemidler… Særligt kørestol og kateter. Hjælpemidler er en gave, der gør alt meget nemmere og bedre. Det er ikke en begrænsning, men giver noget af livet fra før sclerose tilbage. I starten tænkte jeg, at jeg skulle godt nok ikke have hjælpemidler, men det har forandret mit liv. Jeg kan pludselig meget mere, end før. Så ja, man må bide hovedet af stoltheden og tage imod hjælp, hvis det er det, man har brug for. 

Hvis jeg skulle give et råd til andre, ville jeg sige …

meld dig ind i Scleroseforeningen! Der kan man få meget. Og snak med andre, der har sclerose. Det er en stor gevinst, for man lærer af andres erfaringer, og de ved måske noget, som du ikke ved. De står i samme situation som dig, forstår dig og kan snakke med på en anden måde, end hvis man sidder og taler ørerne af et middagsselskab med snak om kateter og gangbesvær. Det giver bare noget at få luftet sine elendigheder og få lettet hjertet.