Mange aktiviteter kan bruges som kognitiv træning
Motivationen er afgørende i den kognitive træning. Derfor kan man som privatperson bruge alt fra havearbejde til computerspil til at træne de kognitive funktioner.
Det fortæller privatpraktiserende neuropsykolog Mette Ellermann, der, som tidligere ledende neuropsykolog på Neurologisk Afdeling på Regionshospitalet Viborg, har mødt mange mennesker med sclerose.

”Hvis man skal træne de kognitive funktioner, skal man tage udgangspunkt i den enkelte. Det skal være motiverende og sjovt, hvis det skal have en effekt,” siger Mette Ellermann, der fortæller, at hun møder klienter, som er kørt død i den kognitive træning, fordi de ikke er motiverede.
”Hvis en person med kognitive problemer synes, at det er træls at lave kryds og tværs, så nytter det ikke noget, at personen sidder og løser dem i en time hver aften,” siger hun. ”Men jeg kan se kognitiv træning i mange ting, som folk ikke tænker over. Jeg havde blandt andet en klient, som var ordblind, og som ikke kunne træne med for eksempel kryds og tværs eller læsning. Til gengæld havde han tidligere været glad for havearbejde. Jeg foreslog, at han gik i gang med at lave et staudebed i haven. For at lave det skulle han jo bruge sine kognitive funktioner som den rummelige fornemmelse og planlægning af, hvordan han ville gribe det an. På den måde gav det god mening for ham som kognitiv træning.”
World of Warcraft er god træning
Af samme årsag mener Mette Ellermann også, at computerspil kan være ganske god træning for nogle mennesker.
”Der er undersøgelser, der viser, at almindelige computerspil som for eksempel World of Warcraft kan være ganske god træning. Computerspil er mere udfordrende end for eksempel at løse kryds og tværs, fordi man skal fokusere i computerspil samtidig med, at der er stimuli med lys og lyd og folk, der kommer ind fra højre og venstre,” siger Mette Ellermann. ”Men det er vigtigt, at man altid starter på et lavere level, end man havde tænkt sig, så man er sikker på, at man kan følge med i spillet. Man skal ikke få et nederlag, fordi det er for svært. Man skal huske på, at bare det, at man er i gang med et computerspil, er en udfordring i sig selv.”
Og det at udfordre sig selv må ifølge Mette Ellermann ikke undervurderes.
”Det, at man mestrer nogle ting, giver et mentalt løft. Hvis man arbejder med sig selv kognitivt, kan det have positiv effekt på træthed og humøret, ligesom det er bevist, at fysisk træning har en gavnlig effekt. Derfor er det vigtigt, at man udfordrer sig selv mentalt,” siger hun.
Hellere kompensere end genoptræne
Mette Ellermann understreger dog, at man ikke kan regne med at komme til at fungere helt som før, man fik kognitive problemer, selvom man træner ihærdigt.
”Man kan simpelthen ikke rehabilitere alle sine evner. Derfor vil jeg råde til, at man i stedet prøver at finde nogle måder at kompensere på og finde redskaber og metoder til at planlægge og huske de ting, man skal,” siger hun. ”Der er tiden givet bedre ud, og så kan den kognitive træning komme oven i. Det er jo også kognitiv træning i sig selv, hvis man bruger elektroniske hjælpemidler som apps og andet til at holde overblik og planlægge,” siger Mette Ellermann. ”I det hele taget skal man altid udfordre sig selv kognitivt – også når man har sclerose.”