Mennesker med sclerose skal være med til at uddanne fremtidens læger!
Mennesker med sclerose søges til nyt projekt i Odense. Projektet skal sikre, at fremtidens læger får større forståelse for det hverdagsliv, mennesker med en kronisk sygdom lever.

”Mennesker Først” er et nyt projekt, som skal sikre, at fremtidens læger får større forståelse for det hverdagsliv, mennesker med en kronisk sygdom lever.
Scleroseforeningen er blevet inviteret med i projektet, der gennemføres af Syddansk Universitet, og vi har brug for deltagere!
Projektet går ud på, at 1. års studerende på lægeuddannelsen i Odense skal mødes med en borger med sclerose tre gange i en periode på et par måneder. Møderne vil foregå hjemme hos borgeren, medmindre andet aftales. Hvert møde vil vare 1-2 timer.
Hvad skal jeg som deltager?
På møderne kan du som deltager blandt andet dele din personlige fortælling om, hvordan sygdommen påvirker din hverdag, og hvordan du oplever det at være i kontakt med sundhedsvæsenet. Det vil foregå som en samtale mellem dig og den studerende, hvor det er dine oplevelser og erfaringer, som er i fokus.
Fortrolige oplysninger samt helbredsstatus vil ikke blive videreformidlet af den studerende uden et samtykke fra din side af.
Vi håber, du har lyst til at stille dig og din personlige viden til rådighed og være med til at uddanne fremtidens læger!
Projektet henvender sig primært til borgere i Region Syddanmark.
Vil du være med?
Tilmeld dig ved at kontakte Lasse Skovgaard lsk@scleroseforeningen.dk eller Karina Lorenzen klo@scleroseforeningen.dk
Deadline for tilmelding er den 15. oktober.