Gå til hovedindhold

Mennesker med sclerose tilbydes nu tre forskellige slags gratis vaccinationer i efteråret

23. september 2022
Kort fortalt

Fra 1. oktober tilbydes personer, der er i særlig risiko for at blive alvorligt syge med covid-19, influenza eller pneumokokker, gratis vaccination. Det gælder blandt andet personer, der lever med visse kroniske sygdomme, herunder sclerose.

Da vi går en efterårs- og vintersæson i møde, vil både smitten med covid-19, almindelig influenza og andre sygdomme stige.

Derfor anbefaler Sundhedsstyrelsen nu tre forskellige vacciner mod både covid-19, influenza og pneumokokker til personer, der lever med kroniske sygdomme såsom sclerose.

Vacciner tilbydes fra d. 1. oktober 2022, og det gælder også dig, der er under 50 år, som ikke automatisk får en invitation med tilbud om vaccinerne.

Covid-19-vaccine

Eftersom covid-19 vacciners effekt aftager over tid, understreger Sundhedsstyrelsen, at det er vigtigt at blive vaccineret igen.

Styrelsen anbefaler, at du tager imod vaccinationen hurtigst muligt. Det gælder også, selvom du tidligere har været smittet og tidligere er vaccineret.

”Det er vigtigt at blive vaccineret, inden smitten begynder at stige. På den måde passer du bedst på dig selv,” skriver Sundhedsstyrelsen i en informationspjece, som du kan læse her. 

Almindelig influenza-vaccine

Det samme gælder for vaccinen mod den almindelige sæsonbestemte influenza.

”De seneste to år har vi i Danmark ikke set så udbredt en smitte med influenza. Det skyldes blandt andet de restriktioner i vores samfund, som blev indført på grund af covid-19. Derfor forventer vi en større influenzaepidemi denne vinter, og dermed er det særligt vigtigt, at du bliver vaccineret mod influenza, hvis du er i øget risiko for et alvorligt sygdomsforløb,” lyder det.

Pneumokokker-vaccine

Desuden anbefaler Sundhedsstyrelsen vaccination mod pneumokokker til personer over 65 år eller personer med kroniske sygdomme, der er i særlig risiko for et alvorligt sygdomsforløb med pneumokokker.

Sundhedsstyrelsen forventer, at denne vaccine vil give beskyttelse i op til fem år mod de typer af pneumokokbakterier, som vaccinen beskytter imod.

Sundhedsstyrelsen gør opmærksom på, at personer i tæt kontakt med personer i øget risiko kan også blive vaccineret. Det kan fx være pårørende til personer med nedsat immunforsvar. Alle vaccinerne er gratis og frivillige.   

Der er ingen kommentar endnu