Methylprednisolon kan måske hjælpe progressive patienter

Binyrebarkhormonet methylprednisolon bruges som behandling for at fremme patientens heling, når patienter med attakvis sclerose oplever et attak. Nu er der noget der tyder på, at hormonet måske også kan have en gavnlig effekt på progressive patienter.
Det har læge Rikke Ratzer på Dansk Center for Multipel Sclerose (DMSC) på Rigshospitalet vist i sin netop overståede ph.d.-afhandling. Her har hun behandlet 15 mennesker med sekundær progressiv sclerose og 15 med primær progressiv sclerose med methylprednisolon tre dage om ugen, hver fjerde uge over 60 uger.

Målt på betændelse

Rikke Ratzers primære mål for om behandlingen havde effekt var at måle på indholdet af osteopontin i rygmarvsvæsken hos patienterne. Osteopontin er et protein, der er et mål for aktivering af de hvide blodlegemer som angriber nervesystemet ved sclerose. Osteopontin er derfor en biomarkør, det vil sige en indikator for, sygdomsaktiviteten i hjernen. Det er det, man også kalder den intratekale inflammation.

Progressive og attakvise patienter ligner hinanden meget

Tidligere har man troet, at mennesker med progressiv sclerose ikke længere havde betændelse i blodet, der kunne bevæge sig ind i hjernen. Men for nogle år tilbage viste man på DMSC, at det har de progressive patienter lige så vel som de attakvise patienter. Den teori har Rikke Ratzer efterprøvet, og har også set, at det rent faktisk er tilfældet. Samtidig har hun også i sin ph.d.-afhandling vist, at der er mange ligheder i aktiviteten i generne hos progressive og attakvise patienter.

Forbedret hjernevæv

Det giver derfor mening at behandle attakvise og progressive patienter ens og at måle på betændelsen hos progressive patienter for at se, om et behandlingsmiddel virker. Og det er derfor Rikke Ratzer har kigget på indholdet af osteopontin som markør for om betændelsen faldt. Hun fandt ikke rigtig nogen forskel på osteopontin-niveauet før og efter behandling med methylprednisolon. Til gengæld så hun ved en særlig scanningsmetode, at det mål, der hedder Magnetization Transfer Ratio (MTR), som siger noget om læsionerne i hjernen, stiger.
”Normalt vil MTR falde med tiden, hvis man ikke behandler progressive patienter. Den vil normalt ikke stige, men det ser vi nu. Det er godt, for det siger noget om, at der sker en forbedring af hjernevævet,” forklarer Rikke Ratzer.

Klinisk forbedring

Samtidig så Rikke Ratzer, at patienterne rent klinisk blev bedre. Det vil sige deres funktionsdygtighed steg. Det blev målt ved forskellige tests, hvor man blandt andet ser på gangdistance og fingerfærdighed i forhold til at tage små pinde op af huller og putte dem ned igen.
”Det er selvfølgelig glædeligt. Her skal man dog huske på, at der ikke er tale om et placebo-kontrolleret studie. Derfor skal man ikke tillægge de aktuelle resultater alt for stor værdi. Men MR-scanningerne er jo ikke placebopåvirket, og her er der er altså noget, der tyder på, at vi har fat i noget positivt,” siger Rikke Ratzer.

Forkert valg af markør

Hun mener, at en grund til at hun ikke kunne måle nogen forandring i osteopontin-niveauet kan være, at methylprednisolon måske gør ind og påvirker osteopontin. Når man giver patienter methylprednisolon, er man samtidig også nødt til at give dem D-vitamintilskud, da methylprednisolon ellers kan risikere at afkalke knoglerne.
”Tilskuddet af D-vitamin kan måske også spille ind i forhold til osteopontin-niveauet så i virkeligheden har vi nok valgt forkert, da vi bestemte, at osteopontin-niveauet skulle være vores primære markør,” siger Rikke Ratzer.
Der var dog heller ikke nogen væsentlig bedring i en række andre markører, der samtidig blev analyseret.

Yderligere forsøg er nødvendige

Hun understreger, at man ikke endnu kan begynde at bruge methylprednisolon som behandling med progressiv sclerose.
”Vi har brug for at lave yderligere forsøg, men pilen peger i hvert fald delvist i retning af, at midlet kan bruges som behandling. Der er nogle ting, der tyder på, at det godt kan virke.”

Rikke Ratzer har lavet sin ph.d.-afhandling under vejledning af professor Per Soleberg Sørensen, professor Finn Sellebjerg og molekylærbiolog Helle Bach Søndergaard, alle fra DMSC.

Louise Wendt Jensen