Gå til hovedindhold

Mig og min ayurvediske passion: ”Jeg føler, det virker for mig”

4. oktober 2019
Kort fortalt

En sclerosediagnose fik Tina Frenstrup Pedersen til at undersøge, hvad hun selv kunne gøre for at hjælpe sin krop. I sin søgen opdagede hun den ayurvediske sundhedsfilosofi – en indisk tilgang til sundhed for krop og sind.

Ayurvedisk kost
Foto: Ninett Rohde Brandt

Efter at voldsom svimmelhed havde lagt hende ned, og hendes symptomer havde resulteret i, at hun var blevet kastet rundt mellem forskellige læger, stod Tina Frenstrup Pedersen tilbage i 2011 pludselig med en kronisk diagnose. Hun havde attakvis sclerose. Hun kom hurtigt på medicin, men hun mærkede et behov for selv at kunne gøre noget i forhold til sygdommen.

”Jeg ville ikke ende i kørestol, og jeg begyndte derfor også ret hurtigt at interessere mig for, hvad jeg måske selv kunne gøre for at hjælpe min krop med at få det bedre,” fortæller nu 56-årige Tina, der er mor til to voksne børn.

I en søgen efter det bedste for sin krop begyndte Tina at følge folk fra USA og Australien på de sociale medier, som blandt andet dyrkede yoga. Hun faldt over den amerikanske yoga-instruktør Garth McLean, der selv lever med sclerose. Tina tog hurtigt yogaen til sig, og det indiske træningssystem blev en fast del af hendes hverdag.

En workshop blev vejen ind til den indiske sundhedsfilosofi

Men på et tidspunkt var Tina på en workshop, der skulle ende med at betyde meget for hendes vej i livet. På den workshop blev hun nemlig introduceret til den ayurvediske sundhedsfilosofi.

”Det er en 5-6 tusind år gammel indisk filosofi, som er fuldt anerkendt i Indien. De ayurvediske læger læser syv år på universitetet om det. I filosofien opdeler man mennesker i tre forskellige typer, som man kalder ’doshaer’: Kapha, Vata og Pitta. Alle er født med en dominerende dosha, men man er altid en kombination af de tre,” fortæller Tina engageret og forklarer:

”Jeg er selv Kapha, som blandt andet er karakteriseret ved at være en type, der er rolig, ofte et familiemenneske, som har en blød form og tager let på som følge af en lav forbrænding.”

Workshoppen gjorde indtryk på Tina, og i den efterfølgende tid besluttede hun sig for at prøve at følge den ayurvediske tilgang til mad og spise efter sin dosha.

Lige nu handler det om maden

”Da jeg kom i gang med det, kunne jeg mærke, at det virkede for mig, og at jeg havde godt i min krop med den kost. Efter det, så vidste jeg bare, at det var den vej, jeg skulle gå med min sygdom,” siger hun.

Den ayurvediske sundhedsfilosofi handler om meget mere end bare kosten. Men det er specielt mad-delen af ayurveda, som Tina har taget til sig.

”Jeg elsker at lave mad, så jeg købte en indisk bog om ayurvediske mad og gravede mig helt ned i det. Men på den måde snuser jeg kun til et lille hjørne af det,” fortæller Tina, der nu også selv har skrevet en bog med ayurvediske madopskrifter.

Tina har det godt: ”Der er ikke bevis for, hvad der hjælper mig”

Tina forklarer, at viden, om hvilken dosha hun er, hjælper hende med at leve mere afbalanceret i forhold til det, hendes krop har brug for. For Tina betyder yogaen og den ayurvediske kost, at hun med egne ord kan leve et normalt liv med fuldtidsjob og fritidsinteresser. Hun tager hensyn til sin krop, drikker ikke alkohol og prioriterer sin søvn – og så tager hun stadig sin medicin.

”Lige nu er min sclerose stabil. Der er ikke bevis for, hvad der hjælper mig; om det er yogaen, min ayurvediske kost eller min medicin. Jeg ved bare, at jeg føler, at det virker for mig, som jeg gør det lige nu – så det bliver jeg ved med,” siger Tina.

Der er ingen kommentar endnu