Mig og min bekymring
Da Hannes søn, Christian, fik sclerose, røg hun langt ned i et sort hul af bekymring for Christians fremtid. Selvom bekymringen stadig fylder i dag, har det heldigvis fundet et andet leje.
Du har måske hørt udtrykket at være syg af bekymring? Det kan virke som en overdrivelse, men for den 52-årige skolesekretær Hanne kom bekymringen for hendes søn, Christian, til at fylde i en sådan grad, at hun ikke så meget andet.
Da Christian som 18-årig fik sclerosediagnosen tilbage i 2018, kom Hanne med det samme til at tænke på sin afdøde fætter, som endte med at bruge kørestol og var meget påvirket af sclerose:
”Jeg tænkte, om Christian mon også ville ende sådan. Jeg var og er stadig bange for, hvordan sclerosen vil komme til at påvirke ham. I starten fyldte bekymringen for Christian så meget, at jeg røg langt ned mentalt. Faktisk så langt ned, at jeg blev syg indeni. Min psyke var så hårdt ramt, at jeg selv udviklede symptomer på sclerose. Jeg var til undersøgelser og blev scannet, men symptomerne var psykosomatiske,” fortæller Hanne.
En bekymring blev født
Selvom Hanne og Christian havde forsøgt at forberede sig på, at det måske ville være sclerose, som havde givet Christian synsnervebetændelse, slog det alligevel benene væk under Hanne, da lægen gav diagnosen:
”Jeg blev så ked af usikkerheden omkring Christians fremtid. Jeg havde læst nogle af de statistikker, der er omkring sclerose, og det bekymrer mig, at han er så ung, og at han, som tiden går, kan blive meget påvirket af sygdommen,” fortæller Hanne.
Dengang Christian stadig var ny med sclerose, fyldte usikkerheden omkring Christian alt. Hun havde ondt i maven, var ked af det og tænkte kun på Christian, og hvordan det skulle gå ham fremover.
Bekymringen skulle bearbejdes
I dag er Hanne stadig bekymret for sin søn, men ikke længere i sådan en grad, at hun er syg over det. Som en del af bearbejdningen af sin søns sclerose har hun skrevet sine følelser og tanker ned. Det er i dag blevet til bogen ”Ensom vandring”.
Hjulpet godt på vej af datteren Cecilie har Hanne hanket op i sig selv, så det ikke kun er Christian, der optager hendes tanker. Men selvom bekymringen i dag fylder mindre, rammer det stadig:
”Jeg frygter mest, at Christian bliver påvirket kognitivt. Han er blevet mere træt, efter at han har fået sclerose. Når jeg taler med ham, så tænker jeg over, om der er noget, der har ændret sig. Det er ret ubevidst, at jeg gør det,” fortæller Hanne, der i dag er blevet bedre til at gøre ting for sig selv.
”Christian og sclerosen fylder især hos mig, når han skal til medicinsk behandling eller scanning. Nogle gange falder tanken også på Christian, hvis jeg er ude at gå, og jeg ser en trække på benet, så kan jeg godt tænke, at det må være sclerose. Det er lidt, som om jeg pludselig ser spøgelser overalt, og det gjorde jeg ikke, før Christian fik sclerose,” slutter Hanne af.
