Mig og min kolonihave
For otte år siden købte Franciska Vitoft sin drømmegrund til et nyt kolonihavehus. Et hus, hun selv ville designe med sine tusindvis af gode idéer og bygge op helt fra bunden. Tre år inde i projektet blev planerne ændret, da hun fik sit første attak.
Franciska Vitoft har altid været en stærk handywoman fyldt med idéer og ambitioner. Med en uddannelse som bygningssnedker, sløjdlærer og en titel som ”Bedste kvinde” fra DM i Handyman på DR1 lå det i kortene, at Franciska uden problemer kunne hamre et kolonihavehus op fra bunden. Men sådan skulle det ikke gå.
”Jeg købte haven med en intention om, at jeg selv kunne bygge mit eget hus. Tegne det, forme det og bygge det op. Jeg skulle gå og hygge mig undervejs og søge inspiration forskellige steder. Men så blev jeg syg, og pludselig havde jeg føleforstyrrelser i hånden og kunne ikke længere holde på en skrue,” fortæller 49-årige Franciska.
”Jeg har opdaget, at jeg har humor”
Vi sætter os til rette på hendes terrasse i kolonihaven i Musikbyen i Sydhavn til lyden af en rislende å, der løber i bunden af haven. Franciska fortæller, at det har taget hende noget tid at finde tilbage til sit gamle jeg, efter at hun fik sclerose.
”Jeg skulle lære at acceptere sygdommen, men også at mine byggeplaner ikke helt gik så hurtigt, som jeg havde forventet. Nu er jeg nået dertil, hvor jeg har fået slikket mine sår og fundet tilbage til mit gamle jeg. Jeg har opdaget, at jeg har humor, og at jeg godt kan fungere, selvom jeg har sclerose.”
Men det har ikke været helt nemt for Franciska at nå dertil. Vejen har været lang, og hendes nye diagnose gjorde både hendes byggeproces langsommere og satte en stopper for hendes drøm om sit eget møbelfirma.
Lang vej til mål
De mange timer, Franciska havde planlagt at bruge på at bygge kolonihaven, blev til endnu flere, for tingene kunne ikke ske i samme tempo som før.
”Pludselig mærkede jeg modstanden. Jeg kunne ikke holde på skruerne, jeg skulle hele tiden holde pauser, og alle mine planer skred. Jeg havde lange dosmersedler med ting, jeg skulle nå alle ugens dage, og når jeg nåede fredag, kunne jeg sidde med tårer i øjnene, fordi jeg kun havde nået en tredjedel,” forklarer Franciska. Hun peger ud mod åen og hvisker, at der er kommet ællinger op i haven. ”De kommer her næsten hver dag. Er det ikke hyggeligt?”
Tager det med et smil
I begyndelsen havde hun svært ved at se lyset for enden af tunnellen. For hver skrue, der faldt på jorden, blev kolonihaven et større bjerg at bestige. Men følelsen holdt ikke ved, og langsomt begyndte hun at udvikle løsninger, der kunne lette hverdagen. Nu føler hun, at hun er nået til et sted, hvor hun kan se forbi de små ting – selvom hun stadig taber skruerne.
”Før var jeg ved at kaste skruemaskinen i åen, fordi jeg skulle blive ved med at samle skruer op fra jorden. Nu sætter jeg bare en bakke under, så den griber skruerne, og jeg kan tage det med et smil og tænke ’whatever’,” siger Franciska.
Drømme kan blive opfyldt
Nu er Franciska næsten i mål med sin kolonihave. Nogle ting ser lidt anderledes ud, end hun havde planer om fra start, men hendes drøm om sin helt egen, hjemmebyggede kolonihave er gået i opfyldelse.
”Jeg har gjort nogle ting lettere for mig selv. Jeg ved ikke, hvordan fremtiden ser ud, så jeg har droppet græsset, så det ikke skal slås, og jeg har bygget en bro op til havelågen, hvor der før var trin,” siger Franciska, mens vi går rundt i hendes regnbuefarvede kolonihave. Hun fortæller, at selvom hun ikke selv har brug for broen, så ved hun ikke, om hun en dag har behovet. Og hvis den dag kommer, så ved hun, at hun stadig kan komme ned i sin have.
