Mig og min solo-rejse
En uges træningsrejse i form af en Sclerose Camp på den kanariske ø Lanzarote har givet Chriztina Sandberg Davidsen redskaber til at kæmpe mod sin sygdom.
”Jeg vil ikke bare sidde og lade sygdommen løbe løbsk og styre mit liv, hvis jeg kan gøre noget som helst for at forhindre det.”
Ordene er 42-årige Chriztina Sandberg Davidsens.
Hun sidder i solen på en terrasse på Club La Santa på den kanariske ø Lanzarote. Det er fjerde dag på Camp Sclerose, en træningsrejse for mennesker med sclerose. Chriztina har fået sol på kinderne, der er smarte solbriller i hendes lange lyse hår, og hun virker i det hele taget i overskud, som hun sidder der: Hurtigttalende, velformuleret og aktiv.
Men derhjemme har Chriztina virkelig kæmpet med sin sclerose på det seneste.
”Jeg var på Sclerosehospitalet i Haslev i august 2018 og igen i februar 2019, og min kontaktperson sagde bare ’Hold da kæft,’ da hun så mig igen i februar. Alt var gået ned ad bakke i højt tempo. Jeg var hamret ind i spasmer, føleforstyrrelser, ekstrem træthed i benene, problemer med mit syn og med at følge med på mit studie,” fortæller Chriztina.
Og netop derfor sidder hun her i dag.
100 procent fokus på sclerosen
Hun er gift, mor til to små piger på kun 2,5 og 3,5 år og en bonussøn på 10 år. Men de er ikke med på Club La Santa. For ugen her er ikke en badeferie. Det er en træningsrejse.
”Jeg har gjort mig mange tanker om, hvorvidt jeg kunne tillade mig at tage af sted uden mine små børn. Men fordi jeg er taget afsted alene, kan jeg fokusere 100 procent på min sclerose. Og jeg har virkelig haft brug for at analysere på, hvad jeg selv kan gøre for modarbejde min sygdom. For jeg vil kæmpe mod den med alt, hvad jeg har.”
Og det er, hvad Chriztina har gjort i ugen på La Santa. Hun har cyklet, løbet, deltaget i vandgymnastik, aerobics, meditationer og yoga. Hun har afprøvet kajak, paddleboard, TRX og mange andre nye og udfordrende træningsformer. Derudover har hun deltaget i oplæg om træning, motivation og kost – det hele sammen med 19 andre mennesker med sclerose. Og alt styret af et team af tre instruktører; en fysioterapeut, en udviklingskonsulent og en personlig træner og kostvejleder.
”Jeg ville gerne afprøve mig selv, prøve nogle grænser af og teste nye træningsformer. Og det må man sige, at jeg har fået gjort. Campen har simpelthen levet op til alle forventninger, og jeg har armene helt oppe over hovedet.”
En bedre mor og kone
”Det seneste halve års tid har virkelig været et wake up call for mig. Jeg er blevet så ramt af min sygdom, at jeg har været tvunget til at stoppe op og beslutte, at det var tid til, at jeg måtte gøre noget aktivt selv. Og det har jeg så gjort med denne her rejse. For det er altså ikke nemt at tage væk i en hel uge, når man har så små børn. Det er faktisk skidesvært, De forstår det jo ikke,” forklarer Chriztina.
Men selvom det har været svært at komme afsted, føler Chriztina, at de mange værktøjer, hun har fået med sig i løbet af ugen på Club La Santa, har gjort, at hun bedre kan være en god mor og kone, når hun kommer hjem igen.
Hun beskriver rejsen som ”et boost” og har nydt, at såvel programmet som de sociale aktiviteter altid har været med sclerosen som omdrejningspunkt.
”Al træning, afspænding, meditation og undervisning har været enormt sclerosespecifikt. Og i forhold til det sociale er det bare fantastisk, at alle altid forstår, hvis man trænger til en pause. Man skal aldrig undskylde sig.”
Læs meget mere om Sclerosecamp her: www.sclerosecamp.dk