Mig og min taekwondo: ”Jeg ville bevise for mig selv, at jeg godt kunne”
Da taekwondo-udøveren Pia Bennedsen Prahl blev ramt af sclerose, satte det en stopklods for en træning, der betød meget for hende. Men det blev også den koreanske kampsport, der førte Pia videre fra lammelser til mestergrad.
I en træningssal i Ribe er børn og voksne mødt op i hvide dragter for at træne den 2000 år gamle koreanske kampsport taekwondo. De stiller sig op på fire lige rækker ned gennem salen og bukker i fællesskab for det danske og det koreanske flag, inden undervisningen kan begynde. 39-årige Pia Bennedsen Prahl er der som hjælpeunderviser.
Når man har opnået det sorte bælte og stiger i instruktørgrader, graduerer man til det, man kalder Dan. Pia er 6. Dan – det sidste trin i mestergrad. Højere end dette kaldes stormester-grad. Det har taget Pia mange år at nå til det niveau, hun er på nu, særligt fordi hun i flere omgange har måttet stoppe med at træne taekwondo på højt niveau. I 2005 fik Pia nemlig konstateret attakvis sclerose.
Op igen – og igen og igen…
I 1989 begynder ni-årig Pia til taekwondo. Seks år efter er hun oppe på at træne 6-7 dage om ugen og er allerede gradueret til 1. Dan. Sådan fortsætter hun målrettet i seks år og graduere til 3. Dan, før hun en dag pludselig vågner op og er delvist blind.
”Det første attak varede i nogle måneder. På det tidspunkt mistænkte de allerede sclerose. Året efter i december 2005 blev jeg så ramt på synet igen, og der fik jeg den endelige diagnose,” fortæller Pia.
Kort efter formår hun at graduere til 4. Dan – til trods for at hendes syn stadig er påvirket af attakket. Men to år efter rammer et attak, som lammer hele venstre side af hendes krop. Hun når lige at genoptræne – men så rammer lammelserne højre side.
Anbefalingerne hjalp ikke
Pia har siden 2006 været gift med Anders, der også træner taekwondo. I 2009 - efter de to lammende attakker har ramt Pia - får de en søn. Herefter rammes hun endnu engang af lammelser – denne gang i ansigtet og den ene arm.
I 2011 har Pia fået trænet sig op til at graduere til 5. dan, og i 2012 får Pia og Anders en datter. Og så rammer sclerosen Pias balance – så meget at pædagogerne i datterens vuggestue føler sig tvunget til at spørge Pia, om hun har fået problemer med alkohol.
”Hver gang jeg blev ramt af et attak, fulgte jeg den anbefalede træning, men jeg kom ikke videre. Jeg kunne hverken løbe eller cykle. Efter jeg fik min diagnose, blev jeg nødt til at skrue ned for min taekwondo-træning, for jeg kunne bare ikke,” forklarer Pia og fortsætter:
”Det gav mig et kæmpe knæk i selvtilliden og min selvopfattelse, da jeg ikke kunne træne taekwondo mere. Jeg følte, jeg havde tabt noget, for taekwondo betyder meget for mig. Det er jo hele vores liv. Vi snakker om det hele tiden.”
Taekwondoen blev vejen frem
Men i 2016 sker der noget. Efter Pias mand Anders, der også er hendes taekwondo-træner, har taget hende med over i taekwondo-træningssalen flere gange, begynder hun at mærke forbedringer.
”Jeg begyndte for alvor at træne taekwondo igen, og to-tre måneder efter kunne jeg mere og mere. Indtil da havde jeg kun kunnet slæbe mig selv op ad trappen på mit arbejde, hvis jeg holdt fast på begge sider af trappen. Nu kunne jeg pludselig lunte og tage to trin ad gangen. Jeg ringede jævnligt til Anders og fortalte, at ’Nu kan jeg det og det og det!’ – han var virkelig god til at motivere mig,” siger Pia.
7. Dan er næste mål
I 2017 har Pia udviklet sig så meget, at hun graduerer til 6. Dan. I dag træner hun taekwondo hver mandag, og tirsdag underviser hun selv et hold. Og hun er sikker på, at det er taekwondo-træningen, der har gjort, at hun er kommet ovenpå igen.
”Jeg blev motiveret af det, fordi jeg ville bevise for mig selv, at jeg godt kunne. Og så satte konkurrencegenet ind, når jeg så min mand graduere. Men også fordi jeg kendte det i forvejen – jeg havde lagt banerne i min hjerne. Og så består taekwondo-træning helt praktisk også af nogle dynamiske bevægelser, som træner koordination og balance – det, tror jeg også, har betydet meget,” siger hun.
Lige nu er Pia glad for at fokusere på at undervise og træne selv. Men det er ikke usandsynligt, at det snart begynder at krible i hende for at stige i Dan-hierarkiet igen.
”7. Dan bliver nok næste mål. Anders er i gang med at graduere til 7. dan lige nu, og jeg tror ikke, jeg vil kunne lade være, når først han når det. Jeg gider ikke til at skulle bukke for ham,” siger hun med et grin.
