Mig og min Trigger: ”Det betyder alt, at jeg er i øjenhøjde med mine medmennesker”

Solen skinner, og vinden sender lejlighedsvist en kølig brise ind over byen Malling lige uden for Århus. I et lille område med fine, hvide rækkehuse går 47-årige Per Andersen og hans kone gennem syv år ud ad døren for at gå en tur.

Når Per og Mette går tur, foregår det, ligesom når alle andre gør det. De bevæger sig side om side i øjenhøjde og nyder vejret og hinanden.

Og så alligevel er der noget lidt anderledes ved deres ture. Per, der lever med sclerose på femtende år, går nemlig ikke ved siden af sin kone – han kører på sin Trigger-scooter.

Pers sygdom udviklede sig til sekundær progressiv sclerose for omkring et halvt år siden. Han mærker især sin sclerose omkring øjnene, hvor en konstant øjensitren er skyld i, at han altid er svimmel og har svært ved at orientere sig. Udover påvirkningen af øjnene mærker han også en voldsom udtrætning på grund af sin sclerose.

Sclerosen parkerede Per

Mette har en søn fra et tidligere forhold, og Per har ligeledes fire børn fra tidligere. Efter Per virkelig begyndte at være mærket af sin sclerose, påvirkede den pludselig deres samvær som familie – men det ville hverken Per eller Mette slå sig til tåls med.

”Min kone og jeg var trætte af, at jeg altid blev nødt til at blive parkeret på en bænk, hvis vi skulle noget. Hvis vi skulle i Tivoli eller Sommerland, kunne jeg jo ikke holde til at gå med rundt – både på grund af mine øjne og den udtrætning, jeg bliver ramt af,” fortæller Per og fortsætter:

”Jeg gik glip af samværet med børnene, når jeg blev parkeret. Og ellers skulle vi tænke over, om jeg kunne klare det, vi og børnene gerne ville. Det blev tit sådan noget ’Det kan han ikke, det kan han ikke, vi bliver nødt til at lave noget, Per kan være med til’. Det er jo ikke fedt at være stopklodsen.”

Løsningsorienteret beslutsomhed blev vejen frem

En dag satte Mette sig ned og besluttede sig for, at der måtte findes en løsning.

”Min kone tænkte, vi skal finde noget, så du kan blive ved med at være aktiv, som du vil være. Der må være noget, som kan transportere os rundt, som vi gerne vil rundt – sammen. Så det var faktisk Mette, der greb om problemet,” siger Per.

Og søgningen resulterede i købet af Trigger-scooteren, som Per nu har haft i to år. Et køb, han aldrig har fortrudt. Han bruger Triggeren, når han skal handle, gå med hunden, på arbejde, gå en tur med min kone. Ja, faktisk altid.

”Det gør kæmpe forskel, at jeg ikke behøver at være plaget af, at min krop ikke vil, som jeg vil. Nu kan jeg også tage med Mette og børnene på marked eller i tivoli. Det er fedt, at jeg kan se dem glædes over, at vi gør det sammen.”

Betydningen af det helt basale

Da spørgsmålet, om hvad Triggeren betyder for ham, kommer, tænker Per i lang tid, før han endeligt svarer:

”… livskvalitet og indhold. Hvis jeg ikke havde den, så ville jeg ikke kunne gøre noget. Noget så simpelt som at lufte min hund. Jeg vidste ikke, at det var vigtigt for mig, før jeg ikke kunne det længere,” siger han og tilføjer:

”Jeg tror først, man forstår den følelse, når man har prøvet ikke at kunnet det.”

Højden gør hele forskellen

Det helt særlige ved lige præcis Trigger-scooteren er, at han ikke føler sig syg eller anderledes, når han kører rundt på den.

”Den er så høj, at jeg faktisk bliver lige så høj som dem, jeg ”står” ved siden af, når jeg sidder på den. Jeg ville ikke være glad for at sidde i en kørestol eller en lav scooter, fordi det ville tvinge folk til at kigge ned på mig sådan helt bogstaveligt,” forklarer Per og uddyber:

”Det betyder alt for mig, at jeg er i øjenhøjde med mine medmennesker på den. Jeg har sclerose, men det skriger ikke til himlen, at jeg har det, når jeg sidder i samme højde, som andre står. På den måde er vi mere på samme sted i livet.”