Mig og mine bier

To bistader bagerst i haven giver ikke kun honning. Det er også en helt særlig hobby for Torsten. En hobby, som kan noget meget specielt - den giver nemlig Torsten en ro i hverdagen.

Iført lange bukser og bi-jakke skubber Torsten sækkevognen hen over det lange græs mod det bagerste hjørne i haven:

”Jeg har en telefon og en adrenalinpind med, for hvis jeg bliver stukket og får anafylatisk chok, er det ikke sikket, at jeg kan nå ind,” fortæller 35-årige Torsten, der bor i Gjøl, mens han trækker jakkens påsyede hat over hovedet og lukker nettet foran ansigtet tæt til, så ingen bier kan forvilde sig ind under jakken.

Han åbner låget på den ene bistade og op sværmer hundredvis af honningbier. Ifølge Torsten er det vigtigste, når man er ude ved bierne, at man er stille og rolig i sine bevægelser. Det er netop roen, der betyder noget helt specielt for Torsten. Det er en ro, der giver mindre stress og hjælper Torsten med at fokusere.   

En særlig form for meditation

Arbejdet med bierne er noget helt andet, end Torstens normale arbejde som industriteknikker. Han skal ned og se til bierne en gang om ugen. I sommerhalvåret tager han honning fra dem to gange, presser honningen og får det på glas. Om vinteren klargør han rammerne. Det hele er for Torsten et rigtig hygge-arbejde, som får ham ned i gear:

”Det giver mig ro og er afstressende. Stress og sclerose er jo ikke en god kombination. Så det er der, jeg kan finde noget ro i hverdagen,” siger Torsten og vrikker den første træramme op fra bistadet. Den tunge ramme er levende af summende bier, der har fyldt den til bristepunktet med honning.

Torsten har haft sclerose i tre år. Sclerose gør, at han bliver hurtigere træt og har sværere ved at koncentrere sig. Derfor kan han heller ikke længere have flere bolde i luften. Men nede ved bistaderne under hvidtjørnene fylder sclerose ikke:

”At komme ned til bierne er næsten ligesom, når alle andre mediterer. Jeg finder ro og skal kun fokusere på mit arbejde,” fortæller Torsten, mens han fejer de værste bier af den fyldte ramme, og sætter den over i kassen på sækkevognen. 

Overskuddet til Scleroseforeningen

Torsten og hans kæreste, Ditte, har haft bier i fire år, hvor Ditte var på kursus i at holde bier. Inde i laden skærer Torsten voksen og honningen fri fra rammerne og lægger det ned i en æblepresser. Honning bliver nemlig bedst presset, mener Torsten. Mens han drejer på håndtaget, og stemplet presser bivoksen, pibler den gyldne honning frem fra de mange huller og løber ned i en spand på gulvet, og en sød duft fylder næseborene. Torsten stikker en finger ind under den jævne strøm af honning og smager på det:

”Til at starte med kunne jeg egentligt ikke lide honning, men nu er det noget af det bedste ved at have bier,” siger Torsten med et grin.

Torsten og Ditte har tænkt sig at sælge ud af den honning, de ikke selv kan bruge. Her fik Ditte en ide – for hvert glas de sælger, skal fem kroner gå til Scleroseforeningen.