Mig og mit... Åndehul

”Jeg føler ikke, at jeg har haft en ferie i fem år.”

Sådan siger 61-årige Karin fra Nordjylland.

Hendes datter fik i 2013 konstateret sclerose, og det vendte op og ned på deres liv. Kort efter diagnosen stod det klart, at datteren ikke kunne klare sig på egen hånd. Hun flyttede derfor fra sit hjem i København og ind hos Karin i Nordjylland. Og siden da har Karins største opgave været at få hverdagen til at fungere for dem begge to.

Puster ud i korthuset

Det er et fuldtidsjob, som hun med glæde påtager sig. Men især i de dårlige perioder, hvor sclerosen er meget inde i billedet, kan det være svært at holde gejsten oppe, fortæller hun.

Derfor har Karin sommetider brug for et åndehul fra hverdagen med sygdom og praktiske gøremål. Et sted, hvor hun kan slukke helt for tankerne. Og det har hun fundet i BKnords klubhus i Aalborg.

“Jeg spiller bridge. Og det virker lidt ligesom planlagt solskin. Det er som om, man kommer ind i en helt anden verden. En verden, hvor sygdom ikke findes. Her tænker man kun på spillet, taktikken og det næste træk,” fortæller hun smilende.

Solskin hele ugen

To gange om ugen træder Karin ind i denne verden af kort. Hver mandag og onsdag sætter hun kursen mod Aalborg. Her venter tre timers bridge-tid, hvor verden omkring hende står stille, mobilen er slukket og alle forstyrrelser lukkes ude.

Men solskinnet fra bridgespillet er ikke afgrænset til udelukkende at varme i klubhuset på de faste ugedage. Karin tager nemlig glæden med sig hjem, hvor hun gennemgår kortfordelingen og resultaterne fra dagens kampe, som bliver lagt ud på nettet.

“Bridge er et kompliceret spil. Så jeg ser altid mine spil igennem igen i løbet af ugen. Så sidder jeg der og hygger mig med at tænke over de forskellige teknikker. Og med at se på de gode og dårlige træk, som min makker og jeg har lavet,” siger hun.

Viljen er der, men kroppen svigter

På den måde kan hun drysse lidt bridge ud over hele ugen, i en hverdag hvor tiden ellers ofte går med hverdagsopgaver. Karins datter lider af slem sclerosetræthed, som gør, at hun har svært ved at selv at stå for dagens gøremål, selvom hun gerne vil, understreger Karin.

“Når hun har kræfterne, laver hun selv mad til os. Hun er faktisk bedre til at lave mad, end jeg er, så det er en fornøjelse. Det er bare ikke ofte, at hun har overskuddet til det,” siger hun.

Men Karin ser det ikke som en byrde at bruge sine dage på at hjælpe datteren, selvom det tager meget af hendes tid.

“Jeg er simpelthen bare så taknemmelig for, at jeg har muligheden for at hjælpe hende, nu hvor hun har fået den dumme sygdom.”

Fornyet energi

Men selvom Karin er glad for at kunne hjælpe til, er hun også sikker på, at pauserne fra sygdommen er afgørende for, at hun ikke selv ender med at opgive det hele. Når hun føler sig tynget, ved hun altid, at hun kan se frem til sit faste åndehul.

“Det betyder alt, at jeg har mit bridge. Det er en time out, hvor jeg kan lade op og få energi. Og det gør, at jeg kan være der fuldt ud for min datter, når jeg kommer hjem,” siger hun.

Karin er da heller ikke i tvivl om, hvad hun vil råde andre pårørende til:

“Find et pusterum, du synes er sjovt. Det er vigtigt at tillade sig selv en pause. Det giver fornyet vilje til at tage kampen op mod sygdommens udfordringer.”