Mig og mit ler
Da Line Fruerlund Nielsen fik sclerose, genfandt hun glæden ved at arbejde med ler. Hun bruger leret som et mentalt frirum.
Kendisser i gangen, svømmere på badeværelset og en fortolkning af sin nu voksne søn i stuen… Skulpturerne fylder i parcelhuset i Odense hos 46-årige Line Fruerlund Nielsen.
Lines interesse for ler begyndte allerede tilbage i 1995, hvor hun drejede skåle. De efterfølgende år blev det kun til en gang imellem. Men interessen for leret blussede for alvor op igen, efter hun fik sclerose i 2014.
Om lerets store betydning fortæller Line:
Da jeg fik sclerose, følte jeg, at jeg mistede en del af mig selv. Leret hjalp mig med at få min selvtillid tilbage
Line Fruerlund Nielsen
Leret er et mentalt frirum
Leret var i begyndelsen en hobby for Line, men er i dag kalder hun det sit mentale frirum. Her kan hun få tankerne om sin sclerose på afstand.
”Når jeg laver ler, så lukker jeg døren og sætter musik på – det er min tid. Da jeg fik sclerose, gav det min selvtillid et knæk på flere planer. På det faglige plan, fordi jeg ikke magtede mit arbejde og måtte sygemeldes,” forklarer Line, der måtte opgive sit fuldtidsjob som sygeplejerske på Odense Universitetshospital, men siden er kommet tilbage i et fleksjob samme sted.” Hun fortsætter:
”Og på det personlige og mentale plan, fordi der er så mange bekymringer og uvished forbundet med en sygdom som sclerose.”
Fik troen tilbage på sig selv
Line laver ler et par timer om ugen. Leret til sine finurlige, skæve og originale personligheder får hun fra Kulturmaskinen, et kulturhus i Odense, og inspirationen finder hun på nettet. Skulpturerne er med til at give hende troen tilbage på, at hun er god nok, fortæller hun:
”Jeg begyndte efterhånden at komme ud med nogle produkter, som jeg var glad for og stolt af. Det har motiveret mig til at fortsætte. Jeg finder et ansigt, som jeg forelsker mig i. Motivet udvikler sig ofte i helt andre retninger end udgangspunktet – jeg kan ikke løbe fra min personlige stil,” griner Line.
Hjælper i gode og mindre gode tider
Der er altid en god grund til at sætte sig med leret, forklarer Line, hvis fingre former og fremtryller figurer af leret på både gode og dårlige dage.
”Nu er det heldigvis længe siden, at jeg har haft et attak. Men når jeg for eksempel har haft en dårlig gangdistance, har jeg altid kunnet sidde med leret. Og i gode perioder får jeg bare mere overskud og energi af at arbejde med leret,” fortæller Line.
